Op og lidt ned

Det er ved at være lang tid siden, jeg har skrevet. Jeg har været glad, og skrivningen er noget, jeg bruger, til at komme af med mørke tanker, når jeg er trist.
Jeg mødte en pige for et par uger siden til en fest. Mest korrekt vil det være at sige, at hun scorede mig til festen, men jeg syntes hun var rigtig sød, og det var en dejlig aften. Morgenen efter var hun også ret sød, men jeg følte ikke rigtig noget. Hun tog hjem og om aftenen skrev jeg et elektronisk brev og forklarede, at jeg ikke syntes, det skulle være mere end bare den aften.

At lægge sig

Det var frostklart vejr med blå himmel og en strålende sol, der dog var helt uden varme. Vinden, der var ganske svag, blæste gennem hans tynde trøje. Hvis ikke hans tanker havde befundet sig et andet sted, ville han have lagt mærke til, han frøs. Men det var de. Et sted, hvor solen ikke skinnede fra en skyfri himmel. Hvor der var mærkt. Men han ville ikke have kunnet forklare, hvor mærkt, eller om han var inde eller ude.

Afskedsbrev

Det er ikke tid til afsked helt endnu. Og brevet har aldrig været og bliver aldrig sendt eller afleveret til modtageren. Af to årsager, de samme to årsager, som gives i brevet.

Kære Pige
Det var hyggeligt at bo sammen med dig. Du er et at de mennesker, der helt sikkert er på min liste over ‘personer, der har påvirket mig mest’. Og tilmed mener jeg, du har påvirket mig på en god måde. Jeg er blevet et bedre menneske — i hvert fald i det små.

En mørk aften

Jeg var ilde til mode. Vi havde skændtes, og nu var hun gået i seng. Jeg havde knappet en øl op og sat mig ned i kælderen. Med lyset slukket sad jeg i et totalt mørke. Jeg kunne alligevel ramme munden med flasken. Følelsen af den kolde væske, flydende det første stykke ned mod mavesækken. Jeg udstødte et vredt fnys. Harmen havde et sekunds tid overtaget kontrollen og fået min krop til at give et par aggressive ryk.

Frihed

Jeg er træt af mit liv. Ja altså ikke livet som sådan, men måden jeg lever det på. Jeg tænker på at rejse væk og lade alt være tilbage. Men det tør jeg selvfølgelig ikke. Jeg bryder mig ikke om at være bundet af terminer, deadlines, arbejde, projekt, eksamen, forpligtelse. Jeg ville ønske jeg var fri til at gøre som jeg har lyst i ethvert sekund. Det er min drøm.

En dag i livet

Det var morgen. De første solstråler havde allerede hævet temperaturen på hans værelse et par grader. Han sparkede dynen af sig. Han vendte sig. Han vendte sig igen. Klokken var kun halv ti, og han havde ferie - han måtte presse sig til et par timers søvn mere. Han stod op. Han hadede at ligge vågen i sengen og spekulere, og det var den retning, han var på vej i. Der var alt rigeligt, der gnavede i ham med det ene formål at holde ham fra søvnen.
Værelset flød med bøger, gamle breve og især regninger og mængder af tøj i lige så store mængder af forskellige tilstande af renhed. Der var en - for fremmede - uidentificerbar lugt på værelset. Han vidste dog den måtte stamme fra gammelt gennemsvedt tøj og de skåle, der indeholdt resterne af tidligere dages morgen- og natmad: Tykmælk. Skabet var praktisk taget tomt. Han fandt to matchene strømper og et par godt nedslidte shorts, der manglede en god bid syning i skridtet. Den tredje t-shirt, han fandt, lugtede mindre end han selv.

Mon jeg betyder bare lidt

Jeg skriver om hende på hendes papir, mens jeg hører hendes stemme og min længsel efter hende knuger mit hjerte og min mave. Længsel, er den stærkere eller smukkere fordi den er efter noget uopnåeligt? Hvad mon stemmen inde ved siden af siger?

Liggende

Han blev slynget mod jorden. Hans skulder stødte tungt mod kantstenen, asfalten flænsede hans håndflader. Sparket i siden var hårdt, og han gispede luft ud. Han blev liggende på maven, udstedte ingen smerteskrig, ingen råb om hjælp. Han havde opgivet, tabt.

Personen indeni personen udenom skelettet

Jeg stoppede før tid i seneste indføring, da jeg ikke ville lave en alt for lang tekst om alt for vidtspredte emner. Derfor har jeg klippet den historie, jeg gerne ville fortælle, ind her. Den er baggrunden for de følelser, jeg har og vil skrive om i denne weblog.

Personen udenom skelettet

Jeg skrev lidt om, hvorfor jeg vil skrive, i min sidste og første skrift. Men samtidig berørte jeg emnet anonymitet ganske sporadisk. Jeg synes egentlig, det er et ganske interessant emne. Hvor længe er man anonym? Den anonymitet jeg søger, dækker i høj grad over ønsket om, at mine nuværende bekendtskaber ikke bliver bekendt med, at de ting, der er skrevet her, er skrevet af den person, de kender som mig.