ARGGRRH

ARGH! Jeg er så vred. Og så ked af det. Og forvirret. Og Vred!

Hvorfor helvede kan man ikke bare snakke almindeligt med hende? En sammenligning, lidt forklaring – og vupti havde _jeg_ _ødelagt_ hendes gode humør? Jeg som troede, vi bare snakkede sammen.. Hvorfor skal der så lidt til? Hvorfor er det så umuligt at gætte, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, og hvornår?

Hvor bliver livet da først boble-plastic-fantastic-sukker-kvalmende-sødt, hvis alt man må sige skal være bekræftende. Åh suk. Det var jo ikke engang fordi, jeg sagde noget afkræftende. Men det var åbenbart helt og aldeles komplet uacceptabelt i den givne situation. Ak.

Og fordi hun ikke magter en samtale, skal jeg have skylden og føle mig nede, for at have ødelagt hendes humør. Mgrhvrm! Det var så to ødelagte aftener på den bekostning. Og hvis bare jeg forstod, hvad satan der var forkert i det, jeg sagde.. Note to self: “Don’t say anything, when she’s really emotionally worked up – whether glad or sad, just agree with her and say no more.” Suk.

Hvad foregår der mon i hovedet på hende?

Det jeg ikke tør skrive

Hvor er jeg henne? Hvor har du skræmt mig hen? Jeg tør ikke sige, jeg tør ikke skrive. Af frygt, frygt for dig, for din reaktion. Jeg er blevet puttet i en dukke, der kun kan foretage enkle bevægelser. Ingen der bryder normen, intet der går mod strømmen. Jeg følger din snor; de bevægelser, de udtalelser, du tillader mig.

Men inde i dukken, i mit lille aflukke, er jeg fri. Fri til at tænke, drømme, fantasere. Hvad nu hvis? Hvis nu? Hvorfor ikke bare?

Jeg drømmer om frihed. Jeg drømmer om en, jeg kan snakke med, der ikke misforstår alt, der ikke overfortolker alt, der ikke forventer eller ligefrem kræver. Ikke kræver, jeg kalder dig noget. Ikke forventer, jeg tænker på dig konstant. Ikke misforstår mig, når jeg joker. Ikke overfortolker det, når jeg siger, jeg kan lide nogen.
Jeg kalder dig, det du vil. Jeg husker konstant på at skrive til dig. Jeg undlader helt at joke om du og jeg og de nære ting. Alt hvad jeg siger er monotont og tilpas sukkersødt til dine ører.

Det jeg ikke tør skrive til dig, det jeg ikke tør sige. Det er sandheden og usandheden. Den flygtige tanke og de lange overvejelser. Det er mine følelser, de dybe og de overfaldiske. Det er alt det inde i mig, der handler om os og dig.

Hvad nu, hvis du havde en smule selv-ironi? Så kunne vi grine, når du dummede dig, ligesom når alle andre dummer sig. Så ville vi slippe for, at du blev så forfærdeligt flov, ked og sur, at du måtte forlade alt og alle og gemme dig. Ville alting ikke blive bedre og mere afslappet, hvis du kunne grine af dig selv? Ville du ikke også turde mere? Det er måske den anden vej rundt. Måske hvis du fik mere selvtillid, så ville du turde grine af dig selv. Du ville ikke stræbe efter at gøre alt perfekt, af frygt for andre tænkte dårligt om dig. Åh, men måske er det der, hunden ligger begravet? At du altid er den første til at dømme andre. Du ser alle som konkurrenter, der skal bankes, tæskes, slås ihjel. Du hader alle, der ikke på en eller anden vis er på dit hold. Du hader alle andre piger, da du føler, du bliver vurderet i forhold til dem. Du hader alle andre i skolen, da du bliver vurderet i forhold til dem. Du dømmer dem, så snart de laver det mindste fejltrin. Du fryder dig over det, lægger det til listen over ting, du har i mod dem. I det lys, er det måske ikke så sært, du er så bange for selv at dumme dig. Always look on the bright side of life.

Hvorfor ikke bare slappe af og nyde livet? Du har altid travlt med at nå tusind ting, og når du ikke alle tusind, bliver du bitter og vred over al den tid, du har spildt. Det giver dig stress og stress-panik. Og det ender med, du får lavet endnu mindre. Det hænger også sammen med din perfektionisme, dine krav til alting bliver endnu større, og din produktivitet mindre. Målene bliver sværere at nå. Du hader dig selv for det, føler dig ringe. Endnu et hug til selvtilliden. Hakuna Matata.

Hvis nu, du havde mere selvtillid. Hvis nu, du kunne grine af dig selv. Hvis nu, du kunne nyde at slappe af. Hvis nu, du havde en positiv indstilling.

Så kunne jeg elske dig. Så kunne jeg være fri. Men i min lille, snævre, trange dukke kan jeg ikke elske dig. Men jeg kan heller ikke sige, jeg ikke elsker dig. Jeg kan ikke engang sige, jeg er i en dukke. Hvis nu bare jeg var fri og kunne sige.

Vi ligger i sengen

Vi ligger i sengen. Du og jeg. Vi har ligget der før. Mange gange. Vi skal sove. Jeg er mig, du er dig, men vi er ikke dem vi skal være. Ikke dem jeg vil være. Jeg vil være mig, men du skal ikke være dig. Du skal være en anden. Eller anderledes. Helst en anden. Jeg ved hvem.
Vores øjne er lukkede. Dit åndedræt bliver allerede dybere og dybere. Det er kedeligt at lytte på. Jeg var træt, da vi lagde os. Kedsomheden gør mig frisk. Mine tanker driver. Tilfældigt, dog altid til samme mål. Den du ikke er. Der er dejligt, forbandet dejligt. Og forbandet. Forbandet langt væk. Du er tæt på.
Jeg rækker armen mod dig. Forstyrrer dit åndedræt. Trækker den lynhurtigt tilbage. Brydes kedsomheden, tvinger du mig væk fra mine tankers mål. Det dejlige mål. Jeg vender mig med ryk. Måske vågner du og er en anden. Måske giver du mig pludselig, hvad jeg vil. Måske siger du bare undskyld for alt og farvel.
Du vågner ikke. Ikke nok. Jeg trækker vejret dybt ind. Hvorfor. Endnu en lang nat. Endnu en træt aften følger. Måske kan jeg sove i morgen. Det kunne være dejligt at sove i morgen. Især hvis du var den anden. Uh, det kunne være dejligt, hvis du var den anden. Men det er du ikke. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for dig. Jeg er glad for dig. Men jeg hader dig.
Den anden, det ville være bedre. Den anden hader jeg ikke. Den anden er jeg også glad for. Du og jeg. Du sover kedeligt. Jeg ligger stiv. Må ikke forstyrre. Vil ikke forstyrre. Hvis du var den anden, ville jeg gerne. Jeg er sikker på, jeg gerne måtte forstyrre den anden. Jeg vender mig forsigtigt i mod dig. Prøver at holde af dig. Jeg holder af dig. Men jeg hader, at du sover. Jeg er der bare. Du sover og jeg ligger i sengen. Vi ligger i sengen. Du og jeg. Vi har ligget der før. Mange gange.

Op og lidt ned

Det er ved at være lang tid siden, jeg har skrevet. Jeg har været glad, og skrivningen er noget, jeg bruger, til at komme af med mørke tanker, når jeg er trist.
Jeg mødte en pige for et par uger siden til en fest. Mest korrekt vil det være at sige, at hun scorede mig til festen, men jeg syntes hun var rigtig sød, og det var en dejlig aften. Morgenen efter var hun også ret sød, men jeg følte ikke rigtig noget. Hun tog hjem og om aftenen skrev jeg et elektronisk brev og forklarede, at jeg ikke syntes, det skulle være mere end bare den aften.

At lægge sig

Det var frostklart vejr med blå himmel og en strålende sol, der dog var helt uden varme. Vinden, der var ganske svag, blæste gennem hans tynde trøje. Hvis ikke hans tanker havde befundet sig et andet sted, ville han have lagt mærke til, han frøs. Men det var de. Et sted, hvor solen ikke skinnede fra en skyfri himmel. Hvor der var mærkt. Men han ville ikke have kunnet forklare, hvor mærkt, eller om han var inde eller ude.

Afskedsbrev

Det er ikke tid til afsked helt endnu. Og brevet har aldrig været og bliver aldrig sendt eller afleveret til modtageren. Af to årsager, de samme to årsager, som gives i brevet.

Kære Pige
Det var hyggeligt at bo sammen med dig. Du er et at de mennesker, der helt sikkert er på min liste over ‘personer, der har påvirket mig mest’. Og tilmed mener jeg, du har påvirket mig på en god måde. Jeg er blevet et bedre menneske — i hvert fald i det små.

En mørk aften

Jeg var ilde til mode. Vi havde skændtes, og nu var hun gået i seng. Jeg havde knappet en øl op og sat mig ned i kælderen. Med lyset slukket sad jeg i et totalt mørke. Jeg kunne alligevel ramme munden med flasken. Følelsen af den kolde væske, flydende det første stykke ned mod mavesækken. Jeg udstødte et vredt fnys. Harmen havde et sekunds tid overtaget kontrollen og fået min krop til at give et par aggressive ryk.

Frihed

Jeg er træt af mit liv. Ja altså ikke livet som sådan, men måden jeg lever det på. Jeg tænker på at rejse væk og lade alt være tilbage. Men det tør jeg selvfølgelig ikke. Jeg bryder mig ikke om at være bundet af terminer, deadlines, arbejde, projekt, eksamen, forpligtelse. Jeg ville ønske jeg var fri til at gøre som jeg har lyst i ethvert sekund. Det er min drøm.

En dag i livet

Det var morgen. De første solstråler havde allerede hævet temperaturen på hans værelse et par grader. Han sparkede dynen af sig. Han vendte sig. Han vendte sig igen. Klokken var kun halv ti, og han havde ferie – han måtte presse sig til et par timers søvn mere. Han stod op. Han hadede at ligge vågen i sengen og spekulere, og det var den retning, han var på vej i. Der var alt rigeligt, der gnavede i ham med det ene formål at holde ham fra søvnen.
Værelset flød med bøger, gamle breve og især regninger og mængder af tøj i lige så store mængder af forskellige tilstande af renhed. Der var en – for fremmede – uidentificerbar lugt på værelset. Han vidste dog den måtte stamme fra gammelt gennemsvedt tøj og de skåle, der indeholdt resterne af tidligere dages morgen- og natmad: Tykmælk. Skabet var praktisk taget tomt. Han fandt to matchene strømper og et par godt nedslidte shorts, der manglede en god bid syning i skridtet. Den tredje t-shirt, han fandt, lugtede mindre end han selv.

Mon jeg betyder bare lidt

Jeg skriver om hende på hendes papir, mens jeg hører hendes stemme og min længsel efter hende knuger mit hjerte og min mave. Længsel, er den stærkere eller smukkere fordi den er efter noget uopnåeligt? Hvad mon stemmen inde ved siden af siger?