Hvor er jeg henne? Hvor har du skræmt mig hen? Jeg tør ikke sige, jeg tør ikke skrive. Af frygt, frygt for dig, for din reaktion. Jeg er blevet puttet i en dukke, der kun kan foretage enkle bevægelser. Ingen der bryder normen, intet der går mod strømmen. Jeg følger din snor; de bevægelser, de udtalelser, du tillader mig.
Men inde i dukken, i mit lille aflukke, er jeg fri. Fri til at tænke, drømme, fantasere. Hvad nu hvis? Hvis nu? Hvorfor ikke bare?
Jeg drømmer om frihed. Jeg drømmer om en, jeg kan snakke med, der ikke misforstår alt, der ikke overfortolker alt, der ikke forventer eller ligefrem kræver. Ikke kræver, jeg kalder dig noget. Ikke forventer, jeg tænker på dig konstant. Ikke misforstår mig, når jeg joker. Ikke overfortolker det, når jeg siger, jeg kan lide nogen.
Jeg kalder dig, det du vil. Jeg husker konstant på at skrive til dig. Jeg undlader helt at joke om du og jeg og de nære ting. Alt hvad jeg siger er monotont og tilpas sukkersødt til dine ører.
Det jeg ikke tør skrive til dig, det jeg ikke tør sige. Det er sandheden og usandheden. Den flygtige tanke og de lange overvejelser. Det er mine følelser, de dybe og de overfaldiske. Det er alt det inde i mig, der handler om os og dig.
Hvad nu, hvis du havde en smule selv-ironi? Så kunne vi grine, når du dummede dig, ligesom når alle andre dummer sig. Så ville vi slippe for, at du blev så forfærdeligt flov, ked og sur, at du måtte forlade alt og alle og gemme dig. Ville alting ikke blive bedre og mere afslappet, hvis du kunne grine af dig selv? Ville du ikke også turde mere? Det er måske den anden vej rundt. Måske hvis du fik mere selvtillid, så ville du turde grine af dig selv. Du ville ikke stræbe efter at gøre alt perfekt, af frygt for andre tænkte dårligt om dig. Åh, men måske er det der, hunden ligger begravet? At du altid er den første til at dømme andre. Du ser alle som konkurrenter, der skal bankes, tæskes, slås ihjel. Du hader alle, der ikke på en eller anden vis er på dit hold. Du hader alle andre piger, da du føler, du bliver vurderet i forhold til dem. Du hader alle andre i skolen, da du bliver vurderet i forhold til dem. Du dømmer dem, så snart de laver det mindste fejltrin. Du fryder dig over det, lægger det til listen over ting, du har i mod dem. I det lys, er det måske ikke så sært, du er så bange for selv at dumme dig. Always look on the bright side of life.
Hvorfor ikke bare slappe af og nyde livet? Du har altid travlt med at nå tusind ting, og når du ikke alle tusind, bliver du bitter og vred over al den tid, du har spildt. Det giver dig stress og stress-panik. Og det ender med, du får lavet endnu mindre. Det hænger også sammen med din perfektionisme, dine krav til alting bliver endnu større, og din produktivitet mindre. Målene bliver sværere at nå. Du hader dig selv for det, føler dig ringe. Endnu et hug til selvtilliden. Hakuna Matata.
Hvis nu, du havde mere selvtillid. Hvis nu, du kunne grine af dig selv. Hvis nu, du kunne nyde at slappe af. Hvis nu, du havde en positiv indstilling.
Så kunne jeg elske dig. Så kunne jeg være fri. Men i min lille, snævre, trange dukke kan jeg ikke elske dig. Men jeg kan heller ikke sige, jeg ikke elsker dig. Jeg kan ikke engang sige, jeg er i en dukke. Hvis nu bare jeg var fri og kunne sige.