En begyndelse

august 26, 2006

Det er ikke på nogen måde min intention at give tilkende, hvem jeg er, i denne weblog. Webloggen er tænkt som en dagbog, beskyttet af min anonymitet. Bedre beskyttelse findes ikke. Tværtimod giver en åben dagbog med feedbackfunktion langt større tilfredshed at skrive i. Det tror jeg i hvert fald.

Desværre bliver begrænsningen som følge heraf selvfølgelig, at der skal skrives med en vis omtanke, og at visse detaljer muligvis vil være nødvendige at udelade. Beskrev jeg mine handlinger dag for dag, mine venner og mit liv, ville de fleste, der kender mig, kunne identificere mig. (Jeg håber ikke, jeg er for stereotyp til det modsatte.) Og det ville som nævnt kompromitere min anonymitet og dermed hemmeligholdelsen af min dagbog.

Hvad er der så tilbage at skrive om? Tanker, idéer, følelser. Det er vel reelt set også det eneste, der er interessant at skrive om i en dagbog. Med mindre da tanken er en slags logbog over ens liv. Men det er ikke tanken. Nej, dette er stedet, hvor jeg tillader mig at være patetisk, at krænge mit indre ud, tude, skrige, juble, grine og råbe.

Hvem læser så, når ingen, jeg kender, bliver sendt hertil? Givetvis ganske ganske få. Helt sikkert ingen faste læsere. En enkelt læser i ny og næ. Jeg kan ikke gætte det, og det er mig relativt lige gyldigt, jeg skriver ikke, fordi jeg har et budskab, viden jeg vil dele eller en god historie. Jeg skriver for at skrive. Tømme hovedet.

Det var introduktionen, begrundelsen, fundamentet. En begyndelse.

Læg en kommentar