Jeg stoppede før tid i seneste indføring, da jeg ikke ville lave en alt for lang tekst om alt for vidtspredte emner. Derfor har jeg klippet den historie, jeg gerne ville fortælle, ind her. Den er baggrunden for de følelser, jeg har og vil skrive om i denne weblog.
Det skete i foråret sidste år, det vil sige for godt 15 måneder siden, der var amoriner og forårskådhed i luften. Om det skete fra det ene øjeblik til det andet, eller fra den ene dag til den anden, eller måske i løbet af en uge, ved jeg ikke. Det var første gang i hvert fald, og det skete lige pludselig, at det gik op for mig, at det var forelskelse jeg følte.
Da det gik op for mig, havde det stået på et stykke tid i hvert fald, og jeg havde opført mig ganske forelsket. Men jeg havde ikke identificeret eller iagttaget følelsen, endsige opdaget den. Bare følt den og levet den. Hvilket var ganske fantastisk, og helt umuligt for mig at fortsætte med, da jeg først var blevet klar over det. Det er en drøm, jeg har, igen at kunne være forelsket i en jeg kender godt, uden at vide det, så flirteriet er helt ubevist og bare føles som en fantastisk leg.
At jeg ikke var klar over det, gjorde det tilladt. Tilladt som havde vi været nyforelskede kærester. Selvfølgelig var der begrænsninger, vi var jo ikke kærester, men det var ligegyldigt. At se i hendes øjne, så vi begge brød i brede smil. At lege og grine og hviske af indforståede ting. Det var som sagt første gang, jeg var forelsket, og jeg nød bare rusen af hendes nærvær uden at tænke over det.
Da det først gik op for mig, hvad det var, der foregik, blev det hele mere kompliceret. Jeg indså straks, jeg måtte have hende som min kæreste. Tiden gik og alting blev mere og mere akavet, mens jeg, der var ganske uden erfaring på området, gjorde alt, jeg kunne for at tækkes hende og bruge så meget tid nær hende som muligt, samtidig med jeg ikke turde vise, jeg var forelsket. Spørgsmålet blev dog større og større – var følelserne gengældt, og det ene og det andet øgede tvivlen i mit sind. Det var ikke mange uger senere, jeg var nødt til at finde svar.
Jeg skal gøre en kort historie endnu kortere og blot fortælle, at hun ikke var forelsket i mig, og at selvom hun syntes vældig fint om mig som ven, var der bare ikke lige den gnist, der skulle til. Det var ikke så hårdt et slag, som man kunne tro. Jeg brød ikke sammen, jeg græd ikke, jeg tog det i det hele taget meget pænt. Tom er måske et fint ord at beskrive mig med den aften. Eller også tager jeg fejl, fordi jeg ganske enkelt ikke kan huske det.
Det blev værre i dagene efter. Jeg prøvede afbrænding af de hemmeligt forfattede digte. Druktur. Lange gåture. Det skal ingen hemmelighed være, at der er en romantiker gemt i mig. Og der var en vis stædighed i mig, der blev vakt. Thi hun var den rigtige, min, helt perfekt – og det kunne ingen anden være eller nogen sinde blive. Den stædighed og indsigten i, at hun faktisk ikke elskede mig, har udkæmpet en hård kamp i mig. Og den kamp er stadig igang, nu snart halvandet år efter. Jeg kan ikke tage beslutningen, at det er eller skal være ovre.
Jeg har igennem tiden været endog ganske nederdrægtig og supersvinsk på nogle relativt subtile måder over for hende. Aldrig for at være ond. Det har været kald på opmærksomhed, kald på kærlighed eller bare dumheder. Men i dag er vi stadig nære venner, og det er bestemt ikke fordi, man lettere glemmer sin kærlighed til en pige, hvis man ofte ser pigen og bruger tid med hende.
De fleste ting, jeg har til hensigt at skrive om her, kommer til at dreje sig om mit forkvaklede kærlighedsliv, mine bekymringer, sorger, og der vil formentlig jævnligt blive refereret til “pigen”. Pigen vil altid være den pige, jeg har fortalt om her. Pigen jeg stadig elsker, højt. Af hele mit hjerte. Som jeg vil leve med. Også selvom det nu ikke længere er forelskelse men kærlighed jeg føler.
