Jeg skrev lidt om, hvorfor jeg vil skrive, i min sidste og første skrift. Men samtidig berørte jeg emnet anonymitet ganske sporadisk. Jeg synes egentlig, det er et ganske interessant emne. Hvor længe er man anonym? Den anonymitet jeg søger, dækker i høj grad over ønsket om, at mine nuværende bekendtskaber ikke bliver bekendt med, at de ting, der er skrevet her, er skrevet af den person, de kender som mig.
Hvad der derimod ikke ikke bekymrer mig, er at de ting, jeg skriver her, rent faktisk betyder, at for mig ukendte mennesker kan få et dybere kendskab til mig og en større indsigt i, hvad jeg rent faktisk føler og tænker, end de mennesker jeg kender, som jeg kalder mine venner. Det er egentlig ganske bemærkelsesværdigt, at jeg på den måde hellere vil tale til folk, jeg ikke kender, end folk der står mig nær, men det er et ganske velkendt fænomen – se bare for eksempel diverse elendige brevkasser.
Men er det det, det her er? Skriver jeg til en åben brevkasse? Måske nok, selvom jeg ikke har et konkret spørgsmål, ikke søger noget egentligt svar og ikke forventer nogen reel respons.
Et meget mere interessant aspekt, eller større problem om du vil, er min frygt for at lade mine venner kende mig. Jeg har traditionelt aldrig været meget for at tale om mig selv, mine problemer eller mine følelser. Selv fra jeg var ganske ung, har jeg taget mig af mine bekymringer selv. Forældre er et helt andet kapitel, og deres skyldsspørgsmål i denne sag, må blive en anden dags emne. I hvert fald er faktum, at jeg altid har holdt alt, udover glæde, for mig selv. Det er i og for sig meget reelt, så længe det ikke gør mig sindssyg, og det har det ikke gjort i særlig vid udstrækning endnu.
Hvad, der går mig på, er, at jeg også er bange for, at hvis jeg for alvor giver mig selv til kende, vil mine venner tænke mindre om mig. I virkeligheden ikke i så høj grad fordi jeg er bange for, hvad de tænker om de ting, de vil få at vide – hvem jeg er. Men fordi jeg er bange for stemplingen tudefjæs. Med mindre det er fra en person, jeg virkelig holder af, hader jeg selv virkelig at høre beretninger om, hvor hårdt noget er, hvor meget en lider, eller hvor ked en er af noget. Men det er netop det, der er tornen i dette spørgsmål – “virkelig holder af”. Jeg tvivler vel reelt set på, at nogen af mine venner holder så meget af mig, at de ikke ville blive trætte af at høre på mit brok.
På internettet, til de ukendte, selvopsøgende ansigtsløse læsere, kan jeg skrive uden at genere nogen, uden at kede nogen. Og hvis jeg gør, så er det i det mindste ikke alene mit ansvar.
Min intention idag var at beskrive let de begivenheder og følelser, jeg har haft tidligere, som er væsentligt for at kunne ‘følge med’ i de fremtidige beretninger. Jeg spekulerede over hvor meget, jeg kunne fortælle om mig selv uden at bryde de anonymitets-principper, jeg opstillede i min første skrift. Og som tanke griber tanke kom ubehaget ved, at jeg egentlig føler dette skal være anonymt. Og i øvrigt med mellemstation ved, hvad anonymitet er.
For der findes flere slags. Som nævnt i indledningen ønsker jeg blot, at mine tanker her ikke bliver forbundet til det menneske af kød og blod, der er uden om skelettet. At have to isolerede identiteter. At have to offentlige, men isolerede identiter, er en slags basisanonymitet, hvorpå, der kan bygges flere og stærkere lag af beskyttelse. Anonymitet forudsætter i mine øjne to sådanne identiteter. Antallet af mennesker, der kan kende hver identitet, kan fint variere.
Man vil altid selv stå som kender af begge identiter i sagens natur. Med mindre der er tale om fuldstændig aflukning og skjul fra omverdenen. Omverdenens indtryk at den ‘forsvundne’ person kan være et ganske andet, end personens eget – og være personen helt ukendt. Dette indtryk og personens eget indtryk danner grundlaget for de to identiter.
Oftest, tænker jeg, er anonymitet dog noget, der opsøges aktivt af personer, der ønsker at adskille to dele af sig selv, som de selv har kendskab til, overfor andre. Om man, som jeg, ubekymret lader begge identiteter være fuldt offentlige, men adskilt som følge af diverse foranstaltninger, der har til formål at undgå at skabe et muligt link imellem dem – eller om man forsøger at begrænse kendskabet til den ene identitet, kan for så vidt være ligegyldigt. Som nævnt kan det ses som forskellige grader af anonymitet.
Uhyre interessant emne, som jeg sikkert kunne og kommer til at skrive mere om. Det kunne nok godt trænge til både strukturering og gennemtænkning – men nu er basis der i hvert fald for fremtidige teoretiseringer.
Jeg har stadig ikke nået at skrive om det jeg gerne ville, og jeg tror måske, det kommer til at høre en anden indføring til. Ja. Det gør det. Denne indføring vil jeg afslutte med en opfordring: Hvis du på baggrund af denne side, kan knække min anonymitet, det vil sige gætte mit civile navn, så kontakt mig – enten dette fiktive jeg, eller mit civile jeg. (Hvilket af jeg’erne er i øvrigt det anonyme?). Du kan vel finde en måde.
Indføringen om personen udenom skelettet kommer i næste indføring.
