Liggende

Han blev slynget mod jorden. Hans skulder stødte tungt mod kantstenen, asfalten flænsede hans håndflader. Sparket i siden var hårdt, og han gispede luft ud. Han blev liggende på maven, udstedte ingen smerteskrig, ingen råb om hjælp. Han havde opgivet, tabt. Han nød selvmedlidenheden. Ønskede, de skulle fortsætte, til han var ude af denne verden, væk fra alle. Så ville de nok lægge mærke til ham. Men det ville være for sent for dem at hjælpe ham. Et slag ramte ham i nakken, og kinden, der havde hvilet på vejen, blev til et sår. Han indså selvdestruktiviteten og selvmedlidenheden lige så godt kunne have været en selvmorders. Tanken væmmede ham, selvmod havde han altid set som den svages løsning. Eller den håbløses. Det stred mod hans selvopfattelse, han var hverken svag eller håbløs. Han var ikke længere i stand til at gøre noget, om han havde villet. Havde han tabt håbet? Et spark i hovedet og han ænsede ikke mere.

Han vågnede på et hospital. Der kom en sygeplejerske. En læge kom. Lidt senere kom en betjent. Han havde åbenbart været uden bevidsthed i halvanden uge. Nej, han vidste ikke hvem. De var tre. Han havde ikke snakket med dem. Han vidste ikke, hvordan de så ud.
Hans forældre kom om aftenen. De havde været meget bekymrede, bedyrede de, og de virkede sandelig også lykkelige nu. Hvorfor var han ikke selv lykkelig? Glad? Han var træt, han var nok for træt til at føle sig glad. Han faldt i søvn, inden hans forældre var gået.

Næste morgen var han sulten, og da han fik at vide, et par af hans venner og en veninde ville besøge han, glædede han sig. Så bekymrede de sig alligevel om ham! Eller måske, måske kom de bare forbi de burde. Eller de var på vej et sted hen, og hospitalet var på vejen. I parken eller på café måske. Nej, hans mave knugede sig lidt sammen, og det var glæde, der kvalte usikkerheden på deres motiver. Hun ville komme, hun bekymrede sig om ham, fordi hun virkelig holdt af ham. Måske havde hun indet det, fordi hun pludselig var bange for at miste ham. Han døsede hen med et smil på læben.

Han blev vækket af en sygeplejerske, der fortalte, han havde fået gæster. Flokken af venner stod lidt bagved. De så skræmte ud, men han så også farlig ud. Drop, bandager til en halv mumie og hævelser, store sår, misfarvninger. Der var to af hans bedste venner, en han af og til snakkede med. Hun var der med sit lysende hår. Og. Hans smil stivnede, da han så hendes kæreste ved siden af hende. De omhyggeligt opbyggede luftkasteller brast. Fornemmelsen af glæde i maven opløstes og spredtes som harme og kvalme. Han nåede lige at gribe sygeplejersken om håndleddet, da han vendte sig for at gå. Han hviskede til ham, at han havde det skidt og helst ikke ville have besøg, om ikke sygeplejersken kunne bede dem gå igen.

Han hadede dem. Allesammen. Hvorfor havde de taget ham med. De måtte da vide, han ikke brød sig om ham. Hun vidste da, han havde da sagt engang, og hun måtte da kunne fornemme, hvad han stadig følte for hende. Og hvordan han havde det med ham. For satan nogle svin. Tænkte de ikke. Var de bare kommet for at håne ham. Træde på ham, liggende i sin sygeseng, intet hensyn til ham. Han var dog ham, der havde været døden nær.
Hans hjerte pumpede af harme. Han knugede puden mod ansigtet.