Det var morgen. De første solstråler havde allerede hævet temperaturen på hans værelse et par grader. Han sparkede dynen af sig. Han vendte sig. Han vendte sig igen. Klokken var kun halv ti, og han havde ferie – han måtte presse sig til et par timers søvn mere. Han stod op. Han hadede at ligge vågen i sengen og spekulere, og det var den retning, han var på vej i. Der var alt rigeligt, der gnavede i ham med det ene formål at holde ham fra søvnen.
Værelset flød med bøger, gamle breve og især regninger og mængder af tøj i lige så store mængder af forskellige tilstande af renhed. Der var en – for fremmede – uidentificerbar lugt på værelset. Han vidste dog den måtte stamme fra gammelt gennemsvedt tøj og de skåle, der indeholdt resterne af tidligere dages morgen- og natmad: Tykmælk. Skabet var praktisk taget tomt. Han fandt to matchene strømper og et par godt nedslidte shorts, der manglede en god bid syning i skridtet. Den tredje t-shirt, han fandt, lugtede mindre end han selv.
Tilfreds med sin påklædning drev han søvndrukken ud af værelset. Hun var væk, i skole, og ham skråt overfor var også væk, på arbejde. Drengen lige overfor sov og ville formentlig gøre det nogle timer endnu.
Han kiggede sløvt til venstre. Vand, sæbe, tandpasta, deodorant – badeværelset. Han opgav og bumlede i stedet ned ad trappen til højre med tunge skridt. Hans mål var køkkenet. Han havde ferie, men intet at lave. Han brugte mange meningsløse timer foran sin computer. Spil, der ingen steder førte. Chat med folk, han aldrig ville komme til at kende. Men morgenmaden var ikke meningsløs – den skulle han da have. Der var han som andre. Ikke som den håbløse taber han af og til følte sig som. Han var begyndt at holde Politiken. Tanken var vist, at han skulle læse sig til viden om emner, så han kunne snakke med ude i verden. Vel endnu et forsøg på at være normal, komme tættere på andre, blive en del af noget? Men det tænkte han ikke på, i stedet koncentrerede han sig om at fordele müslien jævnt på tykmælken, inden han igen slæbte sig op ad trappen mod sin computer.
Hvor han dog hadede sin computer. Ikke nok med den stjal hans liv og tid fra ham, den hånede ham også ved at lade ham sidde og vente under fem minutters opstart, inden den gjorde det. Han spiste sin morgenmad og satte skålen fra sig.
Han sad uden rigtigt at lave noget og nærmest bare stirrede ind i skærmen og håbede på, der ville dukke en fjern frelser op og forandre hans liv. Han havde en million småprojekter, han burde arbejde videre på, men han havde svært ved genoptage projekter, hvis han først havde holdt en lille pause fra dem. Han kunne godt lide at holde pauser fra sine projekter. Der dukkede sjældent en frelser op, det var ikke sket endnu.
Han kæmpede sig igang med en oversættelse. Det gik uhyre langsomt, for han var nødt til at tjekke hvert andet øjeblik, om der var nogen, der havde skrevet noget på chatten, som han bare måtte til at kommentere. Det var hverdag. Det var formiddag. Der var ingen, der skrev. Glædede han sig til hans uddannelse startede igen? Så ville han da komme lidt ud. Han glædede sig bestemt ikke til studiestart. Det ville betyder flere timer væk fra hende.
Han hadede at oversætte. Dels var teksten gennemskærende kedelig, dels var den så enkel, at det virkede omsonst at oversætte den. I øvrigt foregik arbejdet så mekanisk, at øjnene halvt gled i, mens han overvejde, hvorfor det var så svært at lave en god, automatisk oversætter. Han skubbede tanken væk. Alt for studierelevant, netop den slags problemer ville han komme til at beskæftige sig meget med i det kommende semester.
Uden have nået nær det han ville, besluttede han sig for en pause, da han hørte genboen. Om lidt ville genboen gå ned i køkkenet, lægge to boller i ovnen og sætte vand over til te. Mens han ventede på bollerne og vandet, ville han gå igang med Soduko’en på Politikens bagside.
Han gik ned i køkkenet og kom før genboen. Han lavede sig en meget hurtig frokost bestående af rugbrød med leverpostej og et glas mælk, satte sig ved bordet og begyndte at læse avisen. Så kom genboen ned. Stille iagtog han genboen ud af øjenkrogen. Hvordan han tog posen med boller ned, lagde to i den lille ovn og skruede uret hen på præcis ti minutter. Hvordan han tømte vandet ud af elkedlen, fyldte nyt i og satte den igang. Genboen kom hen til bordet og stjal sektionen med soduko’en.
Han hadede den måde, hvorpå genboen trommede med kuglepennen på bordet. Han havde engang prøvet at sige, det var en dårlig vane, men det var gået lidt over hovedet på genboen.
Efter sit morgenritual tog genboen ind til byen, han skulle vist arbejde et par timer. Igen var han alene. Han forsøgte at læse videre i avisen men kunne ikke klare at kæmpe sig igennem flere artikler om rømmelserne af israelske bosættelser og sjoskede derfor op ad trappen mod dommedagsapperatet.
Han havde heldigvis ikke slukket det, da han gik ned til sin frokost, så han slap for de fem minutters absolutte tidspilde opstarten forvoldte. Han loggede ind på de sites, han deltog i communitiet på. Det var marginalt, hvad der var sket i den time, han havde været væk. Han havde i den senere tid ofte haft lyst til at helt at droppe computeren. Men den var central i forbindelse med hans studie. Og så var den forbindelsen til nogle venner. De få venner, de mange timers chat og spil rent faktisk havde kastet af sig. Han følte det af og til som om, de i virkeligheden forstod ham bedre end hans venner fra virkeligheden. Han havde mødt dem nogle få gange – det havde været rigtig hyggeligt, selvom det selvfølgelig kun var drenge.
Dagen gik langsomt. Det var ikke ham, der stod for mad den dag, så der var absolut intet at give sig til. Efter rent faktisk at have fået oversat en smule af projektet fra tidligere, mente han nok, han havde nået nok til en pause. Han burde motionere. Han skævede over mod den dyre motionscykel og rejste sig. Han sparkede shortsne af sig og rodede efter sine cykelshorts. Han fandt dem kort efter og satte sig op på cyklen. Skulle han køre kort og intensivt eller hellere roligt og langt? Han trådte en omgang, men følte sig ikke så frisk i benene, som han havde håbet. Han opgav og slyngede sig langsomt af cyklen igen med et suk. Han dumpede ned i den lasede kontorstol foran skærmen igen. Der var lidt gang i chatten, og han overvejede at blande sig, men det var egentlig bare to idioter, der skændtes om hvem, der var ældst. Han slukkede skærmen, og lod computeren køre.
Han skiftede shorts igen og gik ned. Han satte sig foran tv’et og zappede alle kanalerne igennem. TV-stationerne havde den dag åbenbart enedes om at lave en kavalkade til ære for gamle amerikanske serier. Fem forskellige kaneler viste fem forskellige serier, alle sendt i hvert fald to gange før. Kun DR skildte sig ud med et sindsoprivende program om det barske liv en norsk haveejer lever. Hvilket i øvrigt, ifølge oversigten også var blevet sendt før. Han mente ellers at have læst noget med færre genudsendelser. Han endte med at falde i søvn til en DVD, han havde set et par gange før.
Da han vågnede var maden næsten klar. De var kun genboen og ham selv. Ham skråt overfor var taget ud til sin kæreste, og pigen, der boede i huset ville først komme sent hjem hvis overhovedet, sagde genboen.
De spiste hurtigt, mens han høfligt lyttede til genboens lidelseshistorier fra dagen. Hvor hårdt hans arbjede var, hvor dyre hans skolebøger var, hvor dumme hans kolleger var. Han var overbevist om genboen måtte være den kedelige. Det var lidt for meget af det gode at høre på, hvor hårdt livet var for genboen.
Efter middagen og det trælse arbejde med opvasken, trak han sig hurtigt op på sit værelse. Først der gik det rigtigt op for ham, hvad det var genboen havde sagt.
Hun var ude. Pigen, der boede på naboværelset, som han var forelsket i. De havde boet sammen længe, inden han havde fået øjnene op for hende. Det var kommet meget pludseligt, og han havde egentlig ikke opdaget det før nogle dage efter. De første dages forelskelse, inden bevidstheden om det, havde været paradisiske. At vide hun eksisterede. Blot en enkelt tanke om hende, berusede ham af lykke og malede hele verden lys.
Siden kom bekymringerne og usikkerheden. Nu sad han ved sin computer i det efterhånden dunkle værelse oplyst af en enkelt svag sparepære og skærmens blålige flimrende lys. Hun var ude. Hvor var hun? Hvem fulgtes hun med? Var hun sammen med en? Han vidste intet. Han var ude af stand til at lave noget konstruktivt. Han tjekkede igen og igen de samme tre websider. Intet nyt. Chatten? Intet liv. Aftenen havde sneglet sig af sted, og på trods af eftermiddagsluren kom trætheden snigende sig ind over ham. Klokken var blevet halv to, og han havde intet fortaget sig siden han forlod middagsbordet ved otte-tiden.
Han burde enten tage sig sammen og lave noget eller bare gå i seng. Han ville se hende, bare et kort glimt, når hun kom hjem. Han skrev et kort svar til en egentlig intetsigende kommentar i et forum. Efter at have brugt fem minutter på det trykkede han på browserens tilbageknap uden at sende sit svar. Med et par pludselige klik og et hårdt og bestemt tryk på skærmens slukknap lukkede han computeren ned.
Han kastede sig over på sengen. Han orkede ikke tandbørstningen. Han tog et par høretelefoner på, og til underlige toner fra et norsk alternativ-band gled han over i melankolske minder.
Han havde for et par måneder siden skrevet en kærlighedserklæring til hende. Et eventyr, hvor han selv var hovedpersonen, og hun havde været prinsessen. Hun havde læst eventyret, den aften han havde lagt det under hendes pude, og så var hun kommet ind og havde sat sig på hans sengekant. I eventyret fik hovedpersonen prinsessen. Men selvom hun havde været sød, havde hun virket som om, hun var bedre end ham. Forsvarsløs lå han i sin seng efter at have blottet sine følelser overfor en pige, mens hun sad knejsende over ham og på en høflig, men alligevel lidt for uberørt og måske en anelse for medlidende, måde afviste ham, fordi hun ikke lige havde den gnist for ham, der skulle til. Han havde senere efterrationaliseret sig frem til, at det selvfølgelig var fair nok. Han kunne jo ikke kræve, at hun elskede ham, bare fordi han elskede hende. Men det gjorde han dengang, og det gjorde han stadig.
Langsomt blev tankerne mindre bevidste, og han gled ind i sin underbevidstheds vold, mens den norske sanger stadig krængede de forviklede lyrikker om en mafiafamilie ud i høretelefonerne.
Hvor længe der gik, vidste han ikke, men musikken var i hvert fald stoppet. Med et sæt løftede han sig op på sine albuer. I samme bevægelse krængede han de tavse høretlefoner af. Hvad var det, der havde vækket ham? Sekunder efter hørte han hoveddøren bliver lukket. Hun var hjemme! Hans hjerte hamrede. Dels af håb, dels af frygt, dels af fortvivlelse. Han lyttede. Nej, hun måtte være alene. Han drog et lettelsens suk. Det var ikke fordi, han ikke ønskede hende det bedste. Han var bare overbevist om, han måtte være det bedste for hende.
Et stærkt ønske brændte i ham: At hun skulle åbne døren ind til ham og fortælle, at hun nu gengældte hans følelser. Hun begyndte at gå op ad trappen. Han lyttede stadig anspændt, fastlåst i samme stilling, mens hans mave knugede sig sammen.
Hun gik forbi hans dør og ind på sit eget værelse.
Han stod op og gik ned i køkkenet. Hun ville formentlig gå på toilettet, og så ville han kunne være heldig at kaste et blik på hende. Da han var kommet ned, hørte han, hun låste døren til badeværelset. Han trak den længe, men uden at spise eller drikke noget gik han endelig igen op mod sit værelse. Han gik meget langsomt op ad trappen, mens han på de sidste trin så næsten bedende på døren, men hun kom ikke ud. Første da han havde lagt sig, gik hun tilbage til sit værelse.
Han tog en dyb indånding og udskiftede nordmændene med noget hård rock. Han skruede højt op. Knugende sin pude ind til sig og med benene trukket næsten op til hagen faldt han i en dyb søvn.
