Jeg skriver om hende på hendes papir, mens jeg hører hendes stemme og min længsel efter hende knuger mit hjerte og min mave. Længsel, er den stærkere eller smukkere fordi den er efter noget uopnåeligt? Hvad mon stemmen inde ved siden af siger?
Snakker den nogensinde om mig? Betyder jeg noget for hende, eller er jeg bare en losseplads, hvor tomme tanker kan fortælles af folk, der kan lide at høre deres egne stemmer? Når hun er sød er det så af medlidenhed, som tak – eller fordi jeg betyder noget? Blot det mindste?
Er det nok at betyde bare lidt? Hvad hvis jeg ikke betyder mere end lidt hos nogen som helst? Er det min egen skyld? Kan jeg leve med det? Kan jeg gøre noget ved det? Er det verden, der er ond? Havde jeg dog bare en at synes det med. En for hvem jeg virkelig betød noget.
Jeg har prøvet at elske. Jeg elsker. Men ikke at være elsket. Er det ene mon vigtigere end det andet? Hvad kan man bedst leve uden? Er man ond, hvis man er elsket, men ikke elsker? Er man dum, hvis man bliver ved at elske, uden at være elsket? Kan man elske evigt?
Jeg elsker hende, hun elsker ikke mig. Er jeg dum? Er hun ond? Vil jeg elske hende for evigt – eller hvor længe? Er det bedst at elske hende i de små drag, jeg kan, og gøre resten af verden grå, eller at hade hende og se verden klart? Kan jeg hade hende? Er verden grå?
Dette er ord på blokken, hun gav mig. Hun bor på den anden side af væggen. Vi taler sammen næsten hver dag. Vi er sammen flere timer på en uge. Mon ikke jeg betyder bare lidt?
