Jeg er træt af mit liv. Ja altså ikke livet som sådan, men måden jeg lever det på. Jeg tænker på at rejse væk og lade alt være tilbage. Men det tør jeg selvfølgelig ikke. Jeg bryder mig ikke om at være bundet af terminer, deadlines, arbejde, projekt, eksamen, forpligtelse. Jeg ville ønske jeg var fri til at gøre som jeg har lyst i ethvert sekund. Det er min drøm. Men kan man ikke kun være så fri, hvis man er helt sikker? Hvis har et økonomisk fundament at stå på, hvis man har et stærkt socialt netværk, man kan kaste sig rundt i?
Måske er det for nogle ikke nødvendigt med en sikker økonomi for at leve livet fra dag til dag, men jeg tror, det er for mig. Og så bider det sig selv lidt i halen.
Jeg har altid ment, jeg har gode venner. At jeg har et godt liv. Kan jeg være sikker? Er jeg sikker? Selvom mine ældste venner går 17-18 år tilbage, tilbage til vi var helt små, er vi egentlig ikke specielt “nære”. Vel laver vi mange ting sammen. Men vi snakker ikke så meget. Gør venner det? Gør de ikke?
Er det min fejl, jeg ikke har et nært forhold til mine venner? Ville jeg have det, hvis mine venner var nogle andre.?
Jeg er nok for usikker til at springe fra mit liv, der er trods alt en vis tryghed bundet ved det. Men hvor jeg dog ville ønske jeg kunne tage et hop og lande sikkert i en verden, hvor jeg turde handle præcis som jeg havde lyst, hvor jeg havde venner, der fik mig til at føle mig uundværlig.
Men jeg har eksamen på tirsdag og ingen venner eller kæreste til at støtte mig i læsningen, så nu vil jeg kæmpe videre alene, så må jeg arbejde videre på mine tanker og drømme om frihed en anden dag.
