Jeg var ilde til mode. Vi havde skændtes, og nu var hun gået i seng. Jeg havde knappet en øl op og sat mig ned i kælderen. Med lyset slukket sad jeg i et totalt mørke. Jeg kunne alligevel ramme munden med flasken. Følelsen af den kolde væske, flydende det første stykke ned mod mavesækken. Jeg udstødte et vredt fnys. Harmen havde et sekunds tid overtaget kontrollen og fået min krop til at give et par aggressive ryk.
Det var ikke fair, jeg var blevet vred. I virkeligheden var jeg bare blevet ked af det, fordi hun havde været ked og grædt. Og overrasket, handlingslammet. Og så troede hun jeg var vred. Og så blev jeg vred, og vi skændtes om ingen ting. Fordi jeg ikke kunne sige, hvad jeg følte, og hun på mine vegne sagde, hvad hun troede, jeg tænke. Suk.
Men nu var jeg dér. I sortet. Vred, såret, uden viden om hvad jeg skulle gøre. Afreagerede på boksepuden. Slog næsten hænderne til blods på trods af handskerne.. Det hjalp. Jeg sank sammen i et blødt møbel og lukkede øjnene. Drømte mig væk. Var det til fortiden? Eller fremtiden? En utopisk fortælling om glæde og lykke.
Vi omfavnede hinanden i nyforelskelsens rus, omkredset af alle, stående i cirkler om os, klappende. Dine dybe øjne, bløde læber. Duften af dit hår, farven i dine kinder. Jeg tog en dyb indånding.
Harmen greb chancen. Kastede glansbillederne bort med endnu et arrigt fnys. De søde, rosenrøde drømme var væk, og jeg fyldtes af trangen til at gå i forfald. Ligegyldigheden. Bare lægge mig i den kolde efteråsnats silende regn. Ligge i de våde nedfaldne blade og gå til. Gå til, indtil nogen, du, kom og rejste mig. Måske bar mig ind, måske støttende mig, gnidende varme i min ryg. Tog sig af mig. “Svagt”, tænkte jeg, pludselig. Jeg indså det patetiske i det nødråb. Afskyede det næsten.
Jeg fyldte munden med resten af øllen. Det var lidt for meget, og smagen mod ganen blev ubehagelig. Jeg tvang den bitre slurk ned og rejste mig. Gik op til gæsteværelset. Listede ganske stille. Hadende hende, men elskende hende nok til at ønske hende den bedste søvn. Jeg mærkede efter. Nej, jeg hadede hende ikke mere. Nu var det kun mig selv. Jeg lagde mig. Med irritationen over mig selv i tankerne faldt jeg alligevel i søvn.
november 14, 2006 at 22:15
I den oprindelige tekst løs slutningen noget anerledes:
“Han mærkede efter. Nej, han hadede hende ikke mere. Nu var det kun ham selv. Han lagde sig. Med irritationen over sig selv i tankerne faldt han alligevel i søvn.”
Det var ikke et overvejet person-skift, hvorfor da også den publicerede udgave holder sig til jeg-fortælleren.