Det er ikke tid til afsked helt endnu. Og brevet har aldrig været og bliver aldrig sendt eller afleveret til modtageren. Af to årsager, de samme to årsager, som gives i brevet.
Kære Pige
Det var hyggeligt at bo sammen med dig. Du er et at de mennesker, der helt sikkert er på min liste over ‘personer, der har påvirket mig mest’. Og tilmed mener jeg, du har påvirket mig på en god måde. Jeg er blevet et bedre menneske — i hvert fald i det små.
Når dette er et farvel og ikke et på gensyn, er det fordi, jeg glæder mig til at slippe for dig. Jeg har ikke villet sige det, for dels har jeg været blind, dels har jeg nok vurderet, det ikke var i den gode stemnings tjeneste. Men, du har gjort mig til et bedre menneske, så nu vil jeg fortælle lidt det lort, du kan forsøge at vaske af dig selv, så også du kan blive et bedre menneske:
Du er et dybt egoistisk menneske, og din selvcentrerethed er givetvis roden til mange af dine dårlige sider. Længe troede jeg, du havde så mange venner og holdt kontakt til dem, fordi du holdt af dem. Idag tror jeg snarere, det er et behov for at blive hørt.
Når vi har snakket, har det altid været dig, der har sagt mest. Det er fint nok, for jeg er ikke typen, der snakker meget. Men man kunne måske godt have troet, at hvis vi var venner, så ville du rent faktisk høre efter, hvad jeg sagde, når jeg ind imellem ytrede mig. Men det er imponerende tit, at du dagen efter ikke ander, hvad jeg har sagt. Det rammer faktisk lidt hårdt.
Nu, en af de ting, der virkelig kan genere ved folk, er, når de tror, deres liv er åh så hårdt, og meget hårdere end andres. Hele tiden. Det er fint i perioder, at have brug for medfølelse og støtte, men når hveranden ’samtale’ er med emnet “jeg har et hårdt liv”, så bliver det sgu lidt enerhverende – især fordi spørgsmålet “hvordan går det med dig” den anden vej kommer så sjældent, at det virker som om, det kun lige er når du husker at være høflig. På den anden side, glemmer du jo alligevel svaret inden dagen efter alligevel.
Så er der dine selviscenesættelser. Din begejstring for og gentagelse af dit (indrømmet) sarkastisk storladne festpåklædning, din udklædning til Les Lanciers, dine “jeg skaber mig åndssvagt offentligt”. Det er sjovt en gang. Hvis man ‘er på dit hold’, altså kan lide dig i forvejen. For alle andre virker det enormt krukket og ‘for meget’. Og når man ser din selvfikserethed så klart, som jeg er kommet til at gøre, må man give dem ret, selvom man stadig ‘er på hold med dig’.
Næh, tak for de huslige ting, du har tvunget mig til at se som selvfølgelige. Men lad venligst være med at ringe til mig. Indspil et bånd, med din klagesang. Så kan du høre din egen stemme et par gange, inden du sender det til mig, og du slipper for, jeg afbryder dig med kedelige indskud, du alligevel glemmer. Så vil jeg høre det en dag, jeg har det dårligt i håb om at høre noget, det kunne være værre — dog sikkert blot med det resultat, at jeg indser, jeg er en sørgelig taber, mens du har fundet et nyt blindt publikum, der lader sig begejstre af dit sirene smil.
Kærlig hilsen
Drengen
PS. Jeg havde jo næsten glemt det, til jeg skrev det sidste ord. Sirene. For det har du været. Du har virkelig lokket mig på dybt vand med dine smil, øjne, berøringer og falske ord. Selv efter jeg indså din sirenenatur, har jeg været fristet og ladet mig lokke, for dit tag i min sjæl, i mit hjerte, er og vil altid være så stærkt, at kalder du på mig, vil jeg være nødt til at komme.
