At lægge sig

Det var frostklart vejr med blå himmel og en strålende sol, der dog var helt uden varme. Vinden, der var ganske svag, blæste gennem hans tynde trøje. Hvis ikke hans tanker havde befundet sig et andet sted, ville han have lagt mærke til, han frøs. Men det var de. Et sted, hvor solen ikke skinnede fra en skyfri himmel. Hvor der var mærkt. Men han ville ikke have kunnet forklare, hvor mærkt, eller om han var inde eller ude.
Han gik ad gaden langs parken. Selvom fejemaskinerne med jævne mellemrum havde patruljeret forbi, lå der stadig mange blad i kantstenen. Vindpustene greb fat i dem og trak dem over kantstenen, så de kunne lege kongens efterfølger mellem hans ben. Selvom hans blik sjældent løftede sig fra flisen foran, ænsede han ikke de dansende blade.
Han bare gik. Hvis han havde set op, ville han godt have vidst, hvor han var, men han var ligegglad og gik blot fremad. Der var almindelig juletravlhed, men så tidligt på formiddagen var der endnu ingen trængsel. Han lagde ikke mærke til folk, og ingen bemærkede ham trods hans lette påklædning. Måske et enkelt barn misundte ham, fordi barnet var blevet tvunget i en flyverdragt. Men når barnet standsede og pegede, trak dets mor bare afsted uden så meget som at dreje hovedet.
Med et stoppede han. Knælede - først ned på det ene knæ, så på begge. I et kort øjeblik lå han på alle fire imens han lagde sig helt ned på maven. Armene lagde han ned langs siden, mens hans hovede hvilede på næsen, der blev trykket ned mod cementflisen. Han stirrede ned i cementen. Bemærkede konturerne, de små riller, revner, sten, nuanceforskelle. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, forsøgte at gendanne sig omgivelserne huske, hvad han havde set det sidste minut af sin tur. Det lykkedes ikke, men han kunne nogenlunde fornemme, hvor han måtte være.
Det var som om, han var vågnet op. Men drømmen, mørket, huskede han kun alt for tydeligt. Han kunne rejse sig, gå hjem. Det var koldt at ligge på fortovet, mærke bladene feje mod hans kinder, når et af de isnende vindpust blæste over ham. Igennem ham, hans tynde trøde. Han kunne rejse sig, men han kunne ikke. Det var, som havde drømmen tappet al viljestyrke ud af ham. Han bare lå. Lå og frøs. Mennesker passerede stadig forbi ham.
Han var glad for, de gik forbi. Han ville bare ligge. Til han sank gennem fliserne eller blev blæst væk af vinden. Eller fejet op som bladene. Forsvinde fra verden, drømmen, ligeyldigheden. En midaldrede kvinde i sort pelsfrakke bukkede sig og tog fat i hans skulder. >Er du okay?<. Han tøvede et halvt sekund med lukkede øjne. Så drejede han hovedet og sagde ja. Han rejste sig og gik hjem.