ARGH! Jeg er så vred. Og så ked af det. Og forvirret. Og Vred!
Hvorfor helvede kan man ikke bare snakke almindeligt med hende? En sammenligning, lidt forklaring – og vupti havde _jeg_ _ødelagt_ hendes gode humør? Jeg som troede, vi bare snakkede sammen.. Hvorfor skal der så lidt til? Hvorfor er det så umuligt at gætte, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, og hvornår?
Hvor bliver livet da først boble-plastic-fantastic-sukker-kvalmende-sødt, hvis alt man må sige skal være bekræftende. Åh suk. Det var jo ikke engang fordi, jeg sagde noget afkræftende. Men det var åbenbart helt og aldeles komplet uacceptabelt i den givne situation. Ak.
Og fordi hun ikke magter en samtale, skal jeg have skylden og føle mig nede, for at have ødelagt hendes humør. Mgrhvrm! Det var så to ødelagte aftener på den bekostning. Og hvis bare jeg forstod, hvad satan der var forkert i det, jeg sagde.. Note to self: “Don’t say anything, when she’s really emotionally worked up – whether glad or sad, just agree with her and say no more.” Suk.
Hvad foregår der mon i hovedet på hende?
