Arkiv over 'Indføringer om følelser'Kategori

Ondt

april 12, 2010

I går mødte jeg den pige på arbejde, jeg er forelsket i. Vi plejer at kunne snakke godt sammen, smile, grine og så videre. Men i går stirrede hun bare stift forbi mig. Ingen smil, ingen hilsen. Ikke noget som helst. Jeg havde en forfærdelig aften.
I forgårs var vi til fest sammen. Der snakkede vi heller ikke, men det virkede mere naturligt. Vi sad ikke tæt nok til det, og som aftenen forløb opstod der bare ikke lige nogen anledning. Hun gik dog også ‘koldt’ forbi mig en enkelt gang uden at sige noget.
Samme dag havde jeg fået leveret en buket blomster til hende. Anonymt. Jeg ved ikke, hvordan hun skulle kunne vide eller gætte de kom fra mig. Hvis hun kunne det, så må min forelskelse have været meget tydelig før jeg gjorde det også – og så kan jeg ikke forstå, hvorfor hun skulle blive sur på mig, for at have gjort det? Hvis hun ikke kunne gætte det, så kan hun ikke være sur på mig over det.. Men hvad er årsagen så?
Måske syntes hun bare, at jeg opførte mig koldt og afvisende til festen? Måske blev hun såret, og så gengældte hun på arbejde i går?
Efter arbejde, da hun kom hjem, skrev hun på FB “Jeg har verdens dejligste kæreste” – noget overraskende. Men det stikker mig dybt i hjertet. Det kvæler ethvert håb. Næsten. For hvad nu, hvis hun ikke havde fået blomsterne før da? Hvad nu, hvis hun skrev det, fordi hun troede blomsterne var fra hendes kæreste? Hvad nu, hvis hun finder ud af, de er fra mig? Kan jeg så blive verdens dejligste kæreste? Jeg tror ikke selv meget på den historie… Men et lille håb er der i mig. En anden teori er, at hun har skrevet det som et signal, til den anonyme blomster-sender, at hun ikke er interesseret i nye bejlere. Eller måske havde hendes kæreste rent faktisk gjort noget helt specielt, enten for at overgå ‘blomster’-tingen – eller som undskyldning, hvis han var blevet uretfærdigt sur på pigen over hun fik blomster – for det var jo i sandhed ikke hendes skyld.

Ak, hvis bare jeg vidste. Usikkerheden, tvivlen og de bristende håb gør så ondt så ondt. Jeg tror mere og mere på det citat, jeg engang hørte “Der findes kun ulykkelig kærlighed”.

Varme tanker.

Mørke vinterdage

december 1, 2009

Vinteren er kold, mørk og våd og det er gammelt kendt, at humøret følger med. Således også mit. Jeg savner den pige, jeg drømmer om, men aldrig får. Jeg fortryder den pige, jeg har, og ikke tør slå op med.

Jeg holder af hende, jeg har, men jeg elsker hende ikke. Hun er den, jeg aldrig ville have valgt, hvis jeg havde kendt hende. Hun har gjort meget for mig, godt og skidt – men jeg føler det negative tage over. Jeg nænner ikke at slå op med hende, hun virker så afhængig af mig. Det er som om hele hendes verden vil falde sammen, hvis jeg gør det. Jeg tør ikke, for så vil jeg igen være alene. Ingen nære venner. Ingen kæreste. Ingen til at holde af mig. Nu har jeg i det mindste hende.

Jeg drømmer om hende, jeg ikke har, men jeg er bange for at skræmme hende væk. Jeg tør ikke fortælle om mine følelser. Jeg har skrevet et digt anonymt til hende, men jeg aner ikke om hun kunne lide det, eller fandt det intimiderende. Hvordan skal hun forholde sig til et brev fra en, hun ikke kender? Jeg har givet et spinkelt hint i min retning – men opfattede hun det? Forstod hun, det var fra mig? Skal jeg gå til bekendelse? Eller lade det ligge. Men jeg får hende ikke uanset.

Jeg hader hende, jeg har, hun er så aggresiv og negativ. Hun snakker og snakker om detaljer, der keder mig. Hun fortæller hvor hård verden er, hvor trælse alle er, hvor synd alt er for hende. Hun keder mig, hun irriterer mig og hun gør mig sur og ked. Vi har det også godt sammen. Men jeg kan ikke lade være med at forestille mig, det ville være bedre med en anden. Den anden. At det gode ville være bedre og det dårlige ville være mindre. Jeg betragter hende som et dårligt menneske.

Når jeg møder hende, jeg ikke har, bobler det i min mave. Hun er smuk, hun er dejlig og en skøn personlighed. Mild og venlig, sød og rar. Det savner jeg. Jeg drømmer om, hvor skønt livet måtte være med hende. Jeg drømmer om at gøre hende til det gladeste menneske i verden. Verdens lykkeligste kvinde. Jeg drømmer om et liv med hende.

Jeg savner hende, jeg ikke har, og jeg fortryder hende, jeg har. Men jeg tør ikke gøre noget ved nogen af delene. I dag skinner solen, men det bliver alligevel snart mørkt. Kulden kommer væltende. Og regnen – den lurer, venter på jeg overvejer at gå uden for en dør. Hvornår kommer det milde, venlige, gavmilde, kåde forår?

ARGGRRH

maj 28, 2009

ARGH! Jeg er så vred. Og så ked af det. Og forvirret. Og Vred!

Hvorfor helvede kan man ikke bare snakke almindeligt med hende? En sammenligning, lidt forklaring – og vupti havde _jeg_ _ødelagt_ hendes gode humør? Jeg som troede, vi bare snakkede sammen.. Hvorfor skal der så lidt til? Hvorfor er det så umuligt at gætte, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, og hvornår?

Hvor bliver livet da først boble-plastic-fantastic-sukker-kvalmende-sødt, hvis alt man må sige skal være bekræftende. Åh suk. Det var jo ikke engang fordi, jeg sagde noget afkræftende. Men det var åbenbart helt og aldeles komplet uacceptabelt i den givne situation. Ak.

Og fordi hun ikke magter en samtale, skal jeg have skylden og føle mig nede, for at have ødelagt hendes humør. Mgrhvrm! Det var så to ødelagte aftener på den bekostning. Og hvis bare jeg forstod, hvad satan der var forkert i det, jeg sagde.. Note to self: “Don’t say anything, when she’s really emotionally worked up – whether glad or sad, just agree with her and say no more.” Suk.

Hvad foregår der mon i hovedet på hende?

Det jeg ikke tør skrive

marts 28, 2009

Hvor er jeg henne? Hvor har du skræmt mig hen? Jeg tør ikke sige, jeg tør ikke skrive. Af frygt, frygt for dig, for din reaktion. Jeg er blevet puttet i en dukke, der kun kan foretage enkle bevægelser. Ingen der bryder normen, intet der går mod strømmen. Jeg følger din snor; de bevægelser, de udtalelser, du tillader mig.

Men inde i dukken, i mit lille aflukke, er jeg fri. Fri til at tænke, drømme, fantasere. Hvad nu hvis? Hvis nu? Hvorfor ikke bare?

Jeg drømmer om frihed. Jeg drømmer om en, jeg kan snakke med, der ikke misforstår alt, der ikke overfortolker alt, der ikke forventer eller ligefrem kræver. Ikke kræver, jeg kalder dig noget. Ikke forventer, jeg tænker på dig konstant. Ikke misforstår mig, når jeg joker. Ikke overfortolker det, når jeg siger, jeg kan lide nogen.
Jeg kalder dig, det du vil. Jeg husker konstant på at skrive til dig. Jeg undlader helt at joke om du og jeg og de nære ting. Alt hvad jeg siger er monotont og tilpas sukkersødt til dine ører.

Det jeg ikke tør skrive til dig, det jeg ikke tør sige. Det er sandheden og usandheden. Den flygtige tanke og de lange overvejelser. Det er mine følelser, de dybe og de overfaldiske. Det er alt det inde i mig, der handler om os og dig.

Hvad nu, hvis du havde en smule selv-ironi? Så kunne vi grine, når du dummede dig, ligesom når alle andre dummer sig. Så ville vi slippe for, at du blev så forfærdeligt flov, ked og sur, at du måtte forlade alt og alle og gemme dig. Ville alting ikke blive bedre og mere afslappet, hvis du kunne grine af dig selv? Ville du ikke også turde mere? Det er måske den anden vej rundt. Måske hvis du fik mere selvtillid, så ville du turde grine af dig selv. Du ville ikke stræbe efter at gøre alt perfekt, af frygt for andre tænkte dårligt om dig. Åh, men måske er det der, hunden ligger begravet? At du altid er den første til at dømme andre. Du ser alle som konkurrenter, der skal bankes, tæskes, slås ihjel. Du hader alle, der ikke på en eller anden vis er på dit hold. Du hader alle andre piger, da du føler, du bliver vurderet i forhold til dem. Du hader alle andre i skolen, da du bliver vurderet i forhold til dem. Du dømmer dem, så snart de laver det mindste fejltrin. Du fryder dig over det, lægger det til listen over ting, du har i mod dem. I det lys, er det måske ikke så sært, du er så bange for selv at dumme dig. Always look on the bright side of life.

Hvorfor ikke bare slappe af og nyde livet? Du har altid travlt med at nå tusind ting, og når du ikke alle tusind, bliver du bitter og vred over al den tid, du har spildt. Det giver dig stress og stress-panik. Og det ender med, du får lavet endnu mindre. Det hænger også sammen med din perfektionisme, dine krav til alting bliver endnu større, og din produktivitet mindre. Målene bliver sværere at nå. Du hader dig selv for det, føler dig ringe. Endnu et hug til selvtilliden. Hakuna Matata.

Hvis nu, du havde mere selvtillid. Hvis nu, du kunne grine af dig selv. Hvis nu, du kunne nyde at slappe af. Hvis nu, du havde en positiv indstilling.

Så kunne jeg elske dig. Så kunne jeg være fri. Men i min lille, snævre, trange dukke kan jeg ikke elske dig. Men jeg kan heller ikke sige, jeg ikke elsker dig. Jeg kan ikke engang sige, jeg er i en dukke. Hvis nu bare jeg var fri og kunne sige.

Vi ligger i sengen

februar 7, 2009

Vi ligger i sengen. Du og jeg. Vi har ligget der før. Mange gange. Vi skal sove. Jeg er mig, du er dig, men vi er ikke dem vi skal være. Ikke dem jeg vil være. Jeg vil være mig, men du skal ikke være dig. Du skal være en anden. Eller anderledes. Helst en anden. Jeg ved hvem.
Vores øjne er lukkede. Dit åndedræt bliver allerede dybere og dybere. Det er kedeligt at lytte på. Jeg var træt, da vi lagde os. Kedsomheden gør mig frisk. Mine tanker driver. Tilfældigt, dog altid til samme mål. Den du ikke er. Der er dejligt, forbandet dejligt. Og forbandet. Forbandet langt væk. Du er tæt på.
Jeg rækker armen mod dig. Forstyrrer dit åndedræt. Trækker den lynhurtigt tilbage. Brydes kedsomheden, tvinger du mig væk fra mine tankers mål. Det dejlige mål. Jeg vender mig med ryk. Måske vågner du og er en anden. Måske giver du mig pludselig, hvad jeg vil. Måske siger du bare undskyld for alt og farvel.
Du vågner ikke. Ikke nok. Jeg trækker vejret dybt ind. Hvorfor. Endnu en lang nat. Endnu en træt aften følger. Måske kan jeg sove i morgen. Det kunne være dejligt at sove i morgen. Især hvis du var den anden. Uh, det kunne være dejligt, hvis du var den anden. Men det er du ikke. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for dig. Jeg er glad for dig. Men jeg hader dig.
Den anden, det ville være bedre. Den anden hader jeg ikke. Den anden er jeg også glad for. Du og jeg. Du sover kedeligt. Jeg ligger stiv. Må ikke forstyrre. Vil ikke forstyrre. Hvis du var den anden, ville jeg gerne. Jeg er sikker på, jeg gerne måtte forstyrre den anden. Jeg vender mig forsigtigt i mod dig. Prøver at holde af dig. Jeg holder af dig. Men jeg hader, at du sover. Jeg er der bare. Du sover og jeg ligger i sengen. Vi ligger i sengen. Du og jeg. Vi har ligget der før. Mange gange.

Op og lidt ned

februar 25, 2007

Det er ved at være lang tid siden, jeg har skrevet. Jeg har været glad, og skrivningen er noget, jeg bruger, til at komme af med mørke tanker, når jeg er trist.
Jeg mødte en pige for et par uger siden til en fest. Mest korrekt vil det være at sige, at hun scorede mig til festen, men jeg syntes hun var rigtig sød, og det var en dejlig aften. Morgenen efter var hun også ret sød, men jeg følte ikke rigtig noget. Hun tog hjem og om aftenen skrev jeg et elektronisk brev og forklarede, at jeg ikke syntes, det skulle være mere end bare den aften. Læs resten af dette indlæg »

Frihed

oktober 21, 2006

Jeg er træt af mit liv. Ja altså ikke livet som sådan, men måden jeg lever det på. Jeg tænker på at rejse væk og lade alt være tilbage. Men det tør jeg selvfølgelig ikke. Jeg bryder mig ikke om at være bundet af terminer, deadlines, arbejde, projekt, eksamen, forpligtelse. Jeg ville ønske jeg var fri til at gøre som jeg har lyst i ethvert sekund. Det er min drøm. Læs resten af dette indlæg »

Mon jeg betyder bare lidt

oktober 5, 2006

Jeg skriver om hende på hendes papir, mens jeg hører hendes stemme og min længsel efter hende knuger mit hjerte og min mave. Længsel, er den stærkere eller smukkere fordi den er efter noget uopnåeligt? Hvad mon stemmen inde ved siden af siger? Læs resten af dette indlæg »

Personen indeni personen udenom skelettet

august 28, 2006

Jeg stoppede før tid i seneste indføring, da jeg ikke ville lave en alt for lang tekst om alt for vidtspredte emner. Derfor har jeg klippet den historie, jeg gerne ville fortælle, ind her. Den er baggrunden for de følelser, jeg har og vil skrive om i denne weblog.
Læs resten af dette indlæg »

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.