Vi ligger i sengen. Du og jeg. Vi har ligget der før. Mange gange. Vi skal sove. Jeg er mig, du er dig, men vi er ikke dem vi skal være. Ikke dem jeg vil være. Jeg vil være mig, men du skal ikke være dig. Du skal være en anden. Eller anderledes. Helst en anden. Jeg ved hvem.
Vores øjne er lukkede. Dit åndedræt bliver allerede dybere og dybere. Det er kedeligt at lytte på. Jeg var træt, da vi lagde os. Kedsomheden gør mig frisk. Mine tanker driver. Tilfældigt, dog altid til samme mål. Den du ikke er. Der er dejligt, forbandet dejligt. Og forbandet. Forbandet langt væk. Du er tæt på.
Jeg rækker armen mod dig. Forstyrrer dit åndedræt. Trækker den lynhurtigt tilbage. Brydes kedsomheden, tvinger du mig væk fra mine tankers mål. Det dejlige mål. Jeg vender mig med ryk. Måske vågner du og er en anden. Måske giver du mig pludselig, hvad jeg vil. Måske siger du bare undskyld for alt og farvel.
Du vågner ikke. Ikke nok. Jeg trækker vejret dybt ind. Hvorfor. Endnu en lang nat. Endnu en træt aften følger. Måske kan jeg sove i morgen. Det kunne være dejligt at sove i morgen. Især hvis du var den anden. Uh, det kunne være dejligt, hvis du var den anden. Men det er du ikke. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for dig. Jeg er glad for dig. Men jeg hader dig.
Den anden, det ville være bedre. Den anden hader jeg ikke. Den anden er jeg også glad for. Du og jeg. Du sover kedeligt. Jeg ligger stiv. Må ikke forstyrre. Vil ikke forstyrre. Hvis du var den anden, ville jeg gerne. Jeg er sikker på, jeg gerne måtte forstyrre den anden. Jeg vender mig forsigtigt i mod dig. Prøver at holde af dig. Jeg holder af dig. Men jeg hader, at du sover. Jeg er der bare. Du sover og jeg ligger i sengen. Vi ligger i sengen. Du og jeg. Vi har ligget der før. Mange gange.
Arkiv over 'Stiliserede erindringer'Kategori
Vi ligger i sengen
februar 7, 2009En mørk aften
november 14, 2006Jeg var ilde til mode. Vi havde skændtes, og nu var hun gået i seng. Jeg havde knappet en øl op og sat mig ned i kælderen. Med lyset slukket sad jeg i et totalt mørke. Jeg kunne alligevel ramme munden med flasken. Følelsen af den kolde væske, flydende det første stykke ned mod mavesækken. Jeg udstødte et vredt fnys. Harmen havde et sekunds tid overtaget kontrollen og fået min krop til at give et par aggressive ryk.
Læs resten af dette indlæg »
En dag i livet
oktober 5, 2006Det var morgen. De første solstråler havde allerede hævet temperaturen på hans værelse et par grader. Han sparkede dynen af sig. Han vendte sig. Han vendte sig igen. Klokken var kun halv ti, og han havde ferie – han måtte presse sig til et par timers søvn mere. Han stod op. Han hadede at ligge vågen i sengen og spekulere, og det var den retning, han var på vej i. Der var alt rigeligt, der gnavede i ham med det ene formål at holde ham fra søvnen.
Værelset flød med bøger, gamle breve og især regninger og mængder af tøj i lige så store mængder af forskellige tilstande af renhed. Der var en – for fremmede – uidentificerbar lugt på værelset. Han vidste dog den måtte stamme fra gammelt gennemsvedt tøj og de skåle, der indeholdt resterne af tidligere dages morgen- og natmad: Tykmælk. Skabet var praktisk taget tomt. Han fandt to matchene strømper og et par godt nedslidte shorts, der manglede en god bid syning i skridtet. Den tredje t-shirt, han fandt, lugtede mindre end han selv. Læs resten af dette indlæg »