Ak, hvis bare jeg vidste. Usikkerheden, tvivlen og de bristende håb gør så ondt så ondt. Jeg tror mere og mere på det citat, jeg engang hørte “Der findes kun ulykkelig kærlighed”.

Varme tanker.

Jeg holder af hende, jeg har, men jeg elsker hende ikke. Hun er den, jeg aldrig ville have valgt, hvis jeg havde kendt hende. Hun har gjort meget for mig, godt og skidt – men jeg føler det negative tage over. Jeg nænner ikke at slå op med hende, hun virker så afhængig af mig. Det er som om hele hendes verden vil falde sammen, hvis jeg gør det. Jeg tør ikke, for så vil jeg igen være alene. Ingen nære venner. Ingen kæreste. Ingen til at holde af mig. Nu har jeg i det mindste hende.

Jeg drømmer om hende, jeg ikke har, men jeg er bange for at skræmme hende væk. Jeg tør ikke fortælle om mine følelser. Jeg har skrevet et digt anonymt til hende, men jeg aner ikke om hun kunne lide det, eller fandt det intimiderende. Hvordan skal hun forholde sig til et brev fra en, hun ikke kender? Jeg har givet et spinkelt hint i min retning – men opfattede hun det? Forstod hun, det var fra mig? Skal jeg gå til bekendelse? Eller lade det ligge. Men jeg får hende ikke uanset.

Jeg hader hende, jeg har, hun er så aggresiv og negativ. Hun snakker og snakker om detaljer, der keder mig. Hun fortæller hvor hård verden er, hvor trælse alle er, hvor synd alt er for hende. Hun keder mig, hun irriterer mig og hun gør mig sur og ked. Vi har det også godt sammen. Men jeg kan ikke lade være med at forestille mig, det ville være bedre med en anden. Den anden. At det gode ville være bedre og det dårlige ville være mindre. Jeg betragter hende som et dårligt menneske.

Når jeg møder hende, jeg ikke har, bobler det i min mave. Hun er smuk, hun er dejlig og en skøn personlighed. Mild og venlig, sød og rar. Det savner jeg. Jeg drømmer om, hvor skønt livet måtte være med hende. Jeg drømmer om at gøre hende til det gladeste menneske i verden. Verdens lykkeligste kvinde. Jeg drømmer om et liv med hende.

Jeg savner hende, jeg ikke har, og jeg fortryder hende, jeg har. Men jeg tør ikke gøre noget ved nogen af delene. I dag skinner solen, men det bliver alligevel snart mørkt. Kulden kommer væltende. Og regnen – den lurer, venter på jeg overvejer at gå uden for en dør. Hvornår kommer det milde, venlige, gavmilde, kåde forår?

Hvorfor helvede kan man ikke bare snakke almindeligt med hende? En sammenligning, lidt forklaring – og vupti havde _jeg_ _ødelagt_ hendes gode humør? Jeg som troede, vi bare snakkede sammen.. Hvorfor skal der så lidt til? Hvorfor er det så umuligt at gætte, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, og hvornår?

Hvor bliver livet da først boble-plastic-fantastic-sukker-kvalmende-sødt, hvis alt man må sige skal være bekræftende. Åh suk. Det var jo ikke engang fordi, jeg sagde noget afkræftende. Men det var åbenbart helt og aldeles komplet uacceptabelt i den givne situation. Ak.

Og fordi hun ikke magter en samtale, skal jeg have skylden og føle mig nede, for at have ødelagt hendes humør. Mgrhvrm! Det var så to ødelagte aftener på den bekostning. Og hvis bare jeg forstod, hvad satan der var forkert i det, jeg sagde.. Note to self: “Don’t say anything, when she’s really emotionally worked up – whether glad or sad, just agree with her and say no more.” Suk.

Hvad foregår der mon i hovedet på hende?

Men inde i dukken, i mit lille aflukke, er jeg fri. Fri til at tænke, drømme, fantasere. Hvad nu hvis? Hvis nu? Hvorfor ikke bare?

Jeg drømmer om frihed. Jeg drømmer om en, jeg kan snakke med, der ikke misforstår alt, der ikke overfortolker alt, der ikke forventer eller ligefrem kræver. Ikke kræver, jeg kalder dig noget. Ikke forventer, jeg tænker på dig konstant. Ikke misforstår mig, når jeg joker. Ikke overfortolker det, når jeg siger, jeg kan lide nogen.
Jeg kalder dig, det du vil. Jeg husker konstant på at skrive til dig. Jeg undlader helt at joke om du og jeg og de nære ting. Alt hvad jeg siger er monotont og tilpas sukkersødt til dine ører.

Det jeg ikke tør skrive til dig, det jeg ikke tør sige. Det er sandheden og usandheden. Den flygtige tanke og de lange overvejelser. Det er mine følelser, de dybe og de overfaldiske. Det er alt det inde i mig, der handler om os og dig.

Hvad nu, hvis du havde en smule selv-ironi? Så kunne vi grine, når du dummede dig, ligesom når alle andre dummer sig. Så ville vi slippe for, at du blev så forfærdeligt flov, ked og sur, at du måtte forlade alt og alle og gemme dig. Ville alting ikke blive bedre og mere afslappet, hvis du kunne grine af dig selv? Ville du ikke også turde mere? Det er måske den anden vej rundt. Måske hvis du fik mere selvtillid, så ville du turde grine af dig selv. Du ville ikke stræbe efter at gøre alt perfekt, af frygt for andre tænkte dårligt om dig. Åh, men måske er det der, hunden ligger begravet? At du altid er den første til at dømme andre. Du ser alle som konkurrenter, der skal bankes, tæskes, slås ihjel. Du hader alle, der ikke på en eller anden vis er på dit hold. Du hader alle andre piger, da du føler, du bliver vurderet i forhold til dem. Du hader alle andre i skolen, da du bliver vurderet i forhold til dem. Du dømmer dem, så snart de laver det mindste fejltrin. Du fryder dig over det, lægger det til listen over ting, du har i mod dem. I det lys, er det måske ikke så sært, du er så bange for selv at dumme dig. Always look on the bright side of life.

Hvorfor ikke bare slappe af og nyde livet? Du har altid travlt med at nå tusind ting, og når du ikke alle tusind, bliver du bitter og vred over al den tid, du har spildt. Det giver dig stress og stress-panik. Og det ender med, du får lavet endnu mindre. Det hænger også sammen med din perfektionisme, dine krav til alting bliver endnu større, og din produktivitet mindre. Målene bliver sværere at nå. Du hader dig selv for det, føler dig ringe. Endnu et hug til selvtilliden. Hakuna Matata.

Hvis nu, du havde mere selvtillid. Hvis nu, du kunne grine af dig selv. Hvis nu, du kunne nyde at slappe af. Hvis nu, du havde en positiv indstilling.

Så kunne jeg elske dig. Så kunne jeg være fri. Men i min lille, snævre, trange dukke kan jeg ikke elske dig. Men jeg kan heller ikke sige, jeg ikke elsker dig. Jeg kan ikke engang sige, jeg er i en dukke. Hvis nu bare jeg var fri og kunne sige.

Hun bor ret langt fra mig, men det er i sig selv ikke et alvorligt problem. Man ser dog ikke hinanden så meget, hvilket betyder at en betydelig del af kommunikationen er tekst. Her kan der imidlertid opstå problemer. Åbenbart. Et ord uden betoning, uden mimik, uden gestikuleren kan for den ene være tomt, og for den anden være et stærkt, betydende ord. Det kan skabe misforståelser.
Jeg er stadig kæreste med pigen, og vi er glade for hinanden, derfor har jeg svært ved helt at skrive hvad jeg har lyst til. Til dels også fordi ‘misforståelsen’ er så personlig og afslørende, at jeg ikke har lyst til at beskrive den i detaljer. I grove træk er der et ord, jeg finder overfladisk, men som hun lægger rigtig meget i. Jeg prøver at forklare, jeg ikke vil bruge ordet, fordi det ikke har en særlig betydning for mig. Men at hun samtidig gerne må bruge det, og at jeg ved, det betyder noget for hende, så det ikke føles overfladisk for mig, når hun bruger det. Jeg forstår slet ikke, hvordan det kan have en betydning, men for hende er det åbenbart så centralt i et forhold, at hun tvivler på forholdet, fordi jeg ikke vil bruge ordet. Suk. Jeg mener ellers selv, at jeg siger de samme ting til hende i andre ord, som hun siger til mig, ved at bruge det ord.

Men i hvert fald tager hun vældigt på vej, og er slet ikke i stand til at forstå min pointe. Det gør mig ked af det. At hun tager det så tungt, fordi for mig virker det som en vældigt lille sag. Det går mig på, men jeg tror slet ikke problemet ville være der, hvis vi kunne ses oftere, fordi så ville det være sværere at tvivle på oprigtigheden og dybden i vores følelser for hinanden. Det går mig på, fordi jeg på ingen måde vil kunne holde ud at skulle igennem sådan noget her på regelmæssig basis, og jeg er bange for, at det vil jeg skulle med hende pigen her.

Kære Pige
Det var hyggeligt at bo sammen med dig. Du er et at de mennesker, der helt sikkert er på min liste over ‘personer, der har påvirket mig mest’. Og tilmed mener jeg, du har påvirket mig på en god måde. Jeg er blevet et bedre menneske — i hvert fald i det små.
Når dette er et farvel og ikke et på gensyn, er det fordi, jeg glæder mig til at slippe for dig. Jeg har ikke villet sige det, for dels har jeg været blind, dels har jeg nok vurderet, det ikke var i den gode stemnings tjeneste. Men, du har gjort mig til et bedre menneske, så nu vil jeg fortælle lidt det lort, du kan forsøge at vaske af dig selv, så også du kan blive et bedre menneske:
Du er et dybt egoistisk menneske, og din selvcentrerethed er givetvis roden til mange af dine dårlige sider. Længe troede jeg, du havde så mange venner og holdt kontakt til dem, fordi du holdt af dem. Idag tror jeg snarere, det er et behov for at blive hørt.
Når vi har snakket, har det altid været dig, der har sagt mest. Det er fint nok, for jeg er ikke typen, der snakker meget. Men man kunne måske godt have troet, at hvis vi var venner, så ville du rent faktisk høre efter, hvad jeg sagde, når jeg ind imellem ytrede mig. Men det er imponerende tit, at du dagen efter ikke ander, hvad jeg har sagt. Det rammer faktisk lidt hårdt.
Nu, en af de ting, der virkelig kan genere ved folk, er, når de tror, deres liv er åh så hårdt, og meget hårdere end andres. Hele tiden. Det er fint i perioder, at have brug for medfølelse og støtte, men når hveranden ‘samtale’ er med emnet “jeg har et hårdt liv”, så bliver det sgu lidt enerhverende – især fordi spørgsmålet “hvordan går det med dig” den anden vej kommer så sjældent, at det virker som om, det kun lige er når du husker at være høflig. På den anden side, glemmer du jo alligevel svaret inden dagen efter alligevel.
Så er der dine selviscenesættelser. Din begejstring for og gentagelse af dit (indrømmet) sarkastisk storladne festpåklædning, din udklædning til Les Lanciers, dine “jeg skaber mig åndssvagt offentligt”. Det er sjovt en gang. Hvis man ‘er på dit hold’, altså kan lide dig i forvejen. For alle andre virker det enormt krukket og ‘for meget’. Og når man ser din selvfikserethed så klart, som jeg er kommet til at gøre, må man give dem ret, selvom man stadig ‘er på hold med dig’.

Næh, tak for de huslige ting, du har tvunget mig til at se som selvfølgelige. Men lad venligst være med at ringe til mig. Indspil et bånd, med din klagesang. Så kan du høre din egen stemme et par gange, inden du sender det til mig, og du slipper for, jeg afbryder dig med kedelige indskud, du alligevel glemmer. Så vil jeg høre det en dag, jeg har det dårligt i håb om at høre noget, det kunne være værre — dog sikkert blot med det resultat, at jeg indser, jeg er en sørgelig taber, mens du har fundet et nyt blindt publikum, der lader sig begejstre af dit sirene smil.

Kærlig hilsen
Drengen

PS. Jeg havde jo næsten glemt det, til jeg skrev det sidste ord. Sirene. For det har du været. Du har virkelig lokket mig på dybt vand med dine smil, øjne, berøringer og falske ord. Selv efter jeg indså din sirenenatur, har jeg været fristet og ladet mig lokke, for dit tag i min sjæl, i mit hjerte, er og vil altid være så stærkt, at kalder du på mig, vil jeg være nødt til at komme.

Det var ikke fair, jeg var blevet vred. I virkeligheden var jeg bare blevet ked af det, fordi hun havde været ked og grædt. Og overrasket, handlingslammet. Og så troede hun jeg var vred. Og så blev jeg vred, og vi skændtes om ingen ting. Fordi jeg ikke kunne sige, hvad jeg følte, og hun på mine vegne sagde, hvad hun troede, jeg tænke. Suk.

Men nu var jeg dér. I sortet. Vred, såret, uden viden om hvad jeg skulle gøre. Afreagerede på boksepuden. Slog næsten hænderne til blods på trods af handskerne.. Det hjalp. Jeg sank sammen i et blødt møbel og lukkede øjnene. Drømte mig væk. Var det til fortiden? Eller fremtiden? En utopisk fortælling om glæde og lykke.
Vi omfavnede hinanden i nyforelskelsens rus, omkredset af alle, stående i cirkler om os, klappende. Dine dybe øjne, bløde læber. Duften af dit hår, farven i dine kinder. Jeg tog en dyb indånding.

Harmen greb chancen. Kastede glansbillederne bort med endnu et arrigt fnys. De søde, rosenrøde drømme var væk, og jeg fyldtes af trangen til at gå i forfald. Ligegyldigheden. Bare lægge mig i den kolde efteråsnats silende regn. Ligge i de våde nedfaldne blade og gå til. Gå til, indtil nogen, du, kom og rejste mig. Måske bar mig ind, måske støttende mig, gnidende varme i min ryg. Tog sig af mig. “Svagt”, tænkte jeg, pludselig. Jeg indså det patetiske i det nødråb. Afskyede det næsten.

Jeg fyldte munden med resten af øllen. Det var lidt for meget, og smagen mod ganen blev ubehagelig. Jeg tvang den bitre slurk ned og rejste mig. Gik op til gæsteværelset. Listede ganske stille. Hadende hende, men elskende hende nok til at ønske hende den bedste søvn. Jeg mærkede efter. Nej, jeg hadede hende ikke mere. Nu var det kun mig selv. Jeg lagde mig. Med irritationen over mig selv i tankerne faldt jeg alligevel i søvn.