ARGH! Jeg er så vred. Og så ked af det. Og forvirret. Og Vred!

Hvorfor helvede kan man ikke bare snakke almindeligt med hende? En sammenligning, lidt forklaring – og vupti havde _jeg_ _ødelagt_ hendes gode humør? Jeg som troede, vi bare snakkede sammen.. Hvorfor skal der så lidt til? Hvorfor er det så umuligt at gætte, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, og hvornår?

Hvor bliver livet da først boble-plastic-fantastic-sukker-kvalmende-sødt, hvis alt man må sige skal være bekræftende. Åh suk. Det var jo ikke engang fordi, jeg sagde noget afkræftende. Men det var åbenbart helt og aldeles komplet uacceptabelt i den givne situation. Ak.

Og fordi hun ikke magter en samtale, skal jeg have skylden og føle mig nede, for at have ødelagt hendes humør. Mgrhvrm! Det var så to ødelagte aftener på den bekostning. Og hvis bare jeg forstod, hvad satan der var forkert i det, jeg sagde.. Note to self: “Don’t say anything, when she’s really emotionally worked up – whether glad or sad, just agree with her and say no more.” Suk.

Hvad foregår der mon i hovedet på hende?

Hvor er jeg henne? Hvor har du skræmt mig hen? Jeg tør ikke sige, jeg tør ikke skrive. Af frygt, frygt for dig, for din reaktion. Jeg er blevet puttet i en dukke, der kun kan foretage enkle bevægelser. Ingen der bryder normen, intet der går mod strømmen. Jeg følger din snor; de bevægelser, de udtalelser, du tillader mig.

Men inde i dukken, i mit lille aflukke, er jeg fri. Fri til at tænke, drømme, fantasere. Hvad nu hvis? Hvis nu? Hvorfor ikke bare?

Jeg drømmer om frihed. Jeg drømmer om en, jeg kan snakke med, der ikke misforstår alt, der ikke overfortolker alt, der ikke forventer eller ligefrem kræver. Ikke kræver, jeg kalder dig noget. Ikke forventer, jeg tænker på dig konstant. Ikke misforstår mig, når jeg joker. Ikke overfortolker det, når jeg siger, jeg kan lide nogen.
Jeg kalder dig, det du vil. Jeg husker konstant på at skrive til dig. Jeg undlader helt at joke om du og jeg og de nære ting. Alt hvad jeg siger er monotont og tilpas sukkersødt til dine ører.

Det jeg ikke tør skrive til dig, det jeg ikke tør sige. Det er sandheden og usandheden. Den flygtige tanke og de lange overvejelser. Det er mine følelser, de dybe og de overfaldiske. Det er alt det inde i mig, der handler om os og dig.

Hvad nu, hvis du havde en smule selv-ironi? Så kunne vi grine, når du dummede dig, ligesom når alle andre dummer sig. Så ville vi slippe for, at du blev så forfærdeligt flov, ked og sur, at du måtte forlade alt og alle og gemme dig. Ville alting ikke blive bedre og mere afslappet, hvis du kunne grine af dig selv? Ville du ikke også turde mere? Det er måske den anden vej rundt. Måske hvis du fik mere selvtillid, så ville du turde grine af dig selv. Du ville ikke stræbe efter at gøre alt perfekt, af frygt for andre tænkte dårligt om dig. Åh, men måske er det der, hunden ligger begravet? At du altid er den første til at dømme andre. Du ser alle som konkurrenter, der skal bankes, tæskes, slås ihjel. Du hader alle, der ikke på en eller anden vis er på dit hold. Du hader alle andre piger, da du føler, du bliver vurderet i forhold til dem. Du hader alle andre i skolen, da du bliver vurderet i forhold til dem. Du dømmer dem, så snart de laver det mindste fejltrin. Du fryder dig over det, lægger det til listen over ting, du har i mod dem. I det lys, er det måske ikke så sært, du er så bange for selv at dumme dig. Always look on the bright side of life.

Hvorfor ikke bare slappe af og nyde livet? Du har altid travlt med at nå tusind ting, og når du ikke alle tusind, bliver du bitter og vred over al den tid, du har spildt. Det giver dig stress og stress-panik. Og det ender med, du får lavet endnu mindre. Det hænger også sammen med din perfektionisme, dine krav til alting bliver endnu større, og din produktivitet mindre. Målene bliver sværere at nå. Du hader dig selv for det, føler dig ringe. Endnu et hug til selvtilliden. Hakuna Matata.

Hvis nu, du havde mere selvtillid. Hvis nu, du kunne grine af dig selv. Hvis nu, du kunne nyde at slappe af. Hvis nu, du havde en positiv indstilling.

Så kunne jeg elske dig. Så kunne jeg være fri. Men i min lille, snævre, trange dukke kan jeg ikke elske dig. Men jeg kan heller ikke sige, jeg ikke elsker dig. Jeg kan ikke engang sige, jeg er i en dukke. Hvis nu bare jeg var fri og kunne sige.

Vi ligger i sengen. Du og jeg. Vi har ligget der før. Mange gange. Vi skal sove. Jeg er mig, du er dig, men vi er ikke dem vi skal være. Ikke dem jeg vil være. Jeg vil være mig, men du skal ikke være dig. Du skal være en anden. Eller anderledes. Helst en anden. Jeg ved hvem.
Vores øjne er lukkede. Dit åndedræt bliver allerede dybere og dybere. Det er kedeligt at lytte på. Jeg var træt, da vi lagde os. Kedsomheden gør mig frisk. Mine tanker driver. Tilfældigt, dog altid til samme mål. Den du ikke er. Der er dejligt, forbandet dejligt. Og forbandet. Forbandet langt væk. Du er tæt på.
Jeg rækker armen mod dig. Forstyrrer dit åndedræt. Trækker den lynhurtigt tilbage. Brydes kedsomheden, tvinger du mig væk fra mine tankers mål. Det dejlige mål. Jeg vender mig med ryk. Måske vågner du og er en anden. Måske giver du mig pludselig, hvad jeg vil. Måske siger du bare undskyld for alt og farvel.
Du vågner ikke. Ikke nok. Jeg trækker vejret dybt ind. Hvorfor. Endnu en lang nat. Endnu en træt aften følger. Måske kan jeg sove i morgen. Det kunne være dejligt at sove i morgen. Især hvis du var den anden. Uh, det kunne være dejligt, hvis du var den anden. Men det er du ikke. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for dig. Jeg er glad for dig. Men jeg hader dig.
Den anden, det ville være bedre. Den anden hader jeg ikke. Den anden er jeg også glad for. Du og jeg. Du sover kedeligt. Jeg ligger stiv. Må ikke forstyrre. Vil ikke forstyrre. Hvis du var den anden, ville jeg gerne. Jeg er sikker på, jeg gerne måtte forstyrre den anden. Jeg vender mig forsigtigt i mod dig. Prøver at holde af dig. Jeg holder af dig. Men jeg hader, at du sover. Jeg er der bare. Du sover og jeg ligger i sengen. Vi ligger i sengen. Du og jeg. Vi har ligget der før. Mange gange.

Det er ved at være lang tid siden, jeg har skrevet. Jeg har været glad, og skrivningen er noget, jeg bruger, til at komme af med mørke tanker, når jeg er trist.
Jeg mødte en pige for et par uger siden til en fest. Mest korrekt vil det være at sige, at hun scorede mig til festen, men jeg syntes hun var rigtig sød, og det var en dejlig aften. Morgenen efter var hun også ret sød, men jeg følte ikke rigtig noget. Hun tog hjem og om aftenen skrev jeg et elektronisk brev og forklarede, at jeg ikke syntes, det skulle være mere end bare den aften.
Det gik dog hverken værre eller bedre, end at vi chattede en del i den kommende uge, og at jeg begyndte at savne hende lidt. Om den følgende fredag aftalte vi, at vi skulle ses igen. Fra da af, var det sådan set herligt. Vi chattede en del om ikke rigtig noget og vores forestående møde. Mødet gik også rigtig godt, og vi blev kærester. Yay, min første kæreste! :)

Hun bor ret langt fra mig, men det er i sig selv ikke et alvorligt problem. Man ser dog ikke hinanden så meget, hvilket betyder at en betydelig del af kommunikationen er tekst. Her kan der imidlertid opstå problemer. Åbenbart. Et ord uden betoning, uden mimik, uden gestikuleren kan for den ene være tomt, og for den anden være et stærkt, betydende ord. Det kan skabe misforståelser.
Jeg er stadig kæreste med pigen, og vi er glade for hinanden, derfor har jeg svært ved helt at skrive hvad jeg har lyst til. Til dels også fordi ‘misforståelsen’ er så personlig og afslørende, at jeg ikke har lyst til at beskrive den i detaljer. I grove træk er der et ord, jeg finder overfladisk, men som hun lægger rigtig meget i. Jeg prøver at forklare, jeg ikke vil bruge ordet, fordi det ikke har en særlig betydning for mig. Men at hun samtidig gerne må bruge det, og at jeg ved, det betyder noget for hende, så det ikke føles overfladisk for mig, når hun bruger det. Jeg forstår slet ikke, hvordan det kan have en betydning, men for hende er det åbenbart så centralt i et forhold, at hun tvivler på forholdet, fordi jeg ikke vil bruge ordet. Suk. Jeg mener ellers selv, at jeg siger de samme ting til hende i andre ord, som hun siger til mig, ved at bruge det ord.

Men i hvert fald tager hun vældigt på vej, og er slet ikke i stand til at forstå min pointe. Det gør mig ked af det. At hun tager det så tungt, fordi for mig virker det som en vældigt lille sag. Det går mig på, men jeg tror slet ikke problemet ville være der, hvis vi kunne ses oftere, fordi så ville det være sværere at tvivle på oprigtigheden og dybden i vores følelser for hinanden. Det går mig på, fordi jeg på ingen måde vil kunne holde ud at skulle igennem sådan noget her på regelmæssig basis, og jeg er bange for, at det vil jeg skulle med hende pigen her.

Det var frostklart vejr med blå himmel og en strålende sol, der dog var helt uden varme. Vinden, der var ganske svag, blæste gennem hans tynde trøje. Hvis ikke hans tanker havde befundet sig et andet sted, ville han have lagt mærke til, han frøs. Men det var de. Et sted, hvor solen ikke skinnede fra en skyfri himmel. Hvor der var mærkt. Men han ville ikke have kunnet forklare, hvor mærkt, eller om han var inde eller ude.
Han gik ad gaden langs parken. Selvom fejemaskinerne med jævne mellemrum havde patruljeret forbi, lå der stadig mange blad i kantstenen. Vindpustene greb fat i dem og trak dem over kantstenen, så de kunne lege kongens efterfølger mellem hans ben. Selvom hans blik sjældent løftede sig fra flisen foran, ænsede han ikke de dansende blade.
Han bare gik. Hvis han havde set op, ville han godt have vidst, hvor han var, men han var ligegglad og gik blot fremad. Der var almindelig juletravlhed, men så tidligt på formiddagen var der endnu ingen trængsel. Han lagde ikke mærke til folk, og ingen bemærkede ham trods hans lette påklædning. Måske et enkelt barn misundte ham, fordi barnet var blevet tvunget i en flyverdragt. Men når barnet standsede og pegede, trak dets mor bare afsted uden så meget som at dreje hovedet.
Med et stoppede han. Knælede – først ned på det ene knæ, så på begge. I et kort øjeblik lå han på alle fire imens han lagde sig helt ned på maven. Armene lagde han ned langs siden, mens hans hovede hvilede på næsen, der blev trykket ned mod cementflisen. Han stirrede ned i cementen. Bemærkede konturerne, de små riller, revner, sten, nuanceforskelle. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, forsøgte at gendanne sig omgivelserne huske, hvad han havde set det sidste minut af sin tur. Det lykkedes ikke, men han kunne nogenlunde fornemme, hvor han måtte være.
Det var som om, han var vågnet op. Men drømmen, mørket, huskede han kun alt for tydeligt. Han kunne rejse sig, gå hjem. Det var koldt at ligge på fortovet, mærke bladene feje mod hans kinder, når et af de isnende vindpust blæste over ham. Igennem ham, hans tynde trøde. Han kunne rejse sig, men han kunne ikke. Det var, som havde drømmen tappet al viljestyrke ud af ham. Han bare lå. Lå og frøs. Mennesker passerede stadig forbi ham.
Han var glad for, de gik forbi. Han ville bare ligge. Til han sank gennem fliserne eller blev blæst væk af vinden. Eller fejet op som bladene. Forsvinde fra verden, drømmen, ligeyldigheden. En midaldrede kvinde i sort pelsfrakke bukkede sig og tog fat i hans skulder. >Er du okay?<. Han tøvede et halvt sekund med lukkede øjne. Så drejede han hovedet og sagde ja. Han rejste sig og gik hjem.

Det er ikke tid til afsked helt endnu. Og brevet har aldrig været og bliver aldrig sendt eller afleveret til modtageren. Af to årsager, de samme to årsager, som gives i brevet.

Kære Pige
Det var hyggeligt at bo sammen med dig. Du er et at de mennesker, der helt sikkert er på min liste over ‘personer, der har påvirket mig mest’. Og tilmed mener jeg, du har påvirket mig på en god måde. Jeg er blevet et bedre menneske — i hvert fald i det små.
Når dette er et farvel og ikke et på gensyn, er det fordi, jeg glæder mig til at slippe for dig. Jeg har ikke villet sige det, for dels har jeg været blind, dels har jeg nok vurderet, det ikke var i den gode stemnings tjeneste. Men, du har gjort mig til et bedre menneske, så nu vil jeg fortælle lidt det lort, du kan forsøge at vaske af dig selv, så også du kan blive et bedre menneske:
Du er et dybt egoistisk menneske, og din selvcentrerethed er givetvis roden til mange af dine dårlige sider. Længe troede jeg, du havde så mange venner og holdt kontakt til dem, fordi du holdt af dem. Idag tror jeg snarere, det er et behov for at blive hørt.
Når vi har snakket, har det altid været dig, der har sagt mest. Det er fint nok, for jeg er ikke typen, der snakker meget. Men man kunne måske godt have troet, at hvis vi var venner, så ville du rent faktisk høre efter, hvad jeg sagde, når jeg ind imellem ytrede mig. Men det er imponerende tit, at du dagen efter ikke ander, hvad jeg har sagt. Det rammer faktisk lidt hårdt.
Nu, en af de ting, der virkelig kan genere ved folk, er, når de tror, deres liv er åh så hårdt, og meget hårdere end andres. Hele tiden. Det er fint i perioder, at have brug for medfølelse og støtte, men når hveranden ’samtale’ er med emnet “jeg har et hårdt liv”, så bliver det sgu lidt enerhverende – især fordi spørgsmålet “hvordan går det med dig” den anden vej kommer så sjældent, at det virker som om, det kun lige er når du husker at være høflig. På den anden side, glemmer du jo alligevel svaret inden dagen efter alligevel.
Så er der dine selviscenesættelser. Din begejstring for og gentagelse af dit (indrømmet) sarkastisk storladne festpåklædning, din udklædning til Les Lanciers, dine “jeg skaber mig åndssvagt offentligt”. Det er sjovt en gang. Hvis man ‘er på dit hold’, altså kan lide dig i forvejen. For alle andre virker det enormt krukket og ‘for meget’. Og når man ser din selvfikserethed så klart, som jeg er kommet til at gøre, må man give dem ret, selvom man stadig ‘er på hold med dig’.

Næh, tak for de huslige ting, du har tvunget mig til at se som selvfølgelige. Men lad venligst være med at ringe til mig. Indspil et bånd, med din klagesang. Så kan du høre din egen stemme et par gange, inden du sender det til mig, og du slipper for, jeg afbryder dig med kedelige indskud, du alligevel glemmer. Så vil jeg høre det en dag, jeg har det dårligt i håb om at høre noget, det kunne være værre — dog sikkert blot med det resultat, at jeg indser, jeg er en sørgelig taber, mens du har fundet et nyt blindt publikum, der lader sig begejstre af dit sirene smil.

Kærlig hilsen
Drengen

PS. Jeg havde jo næsten glemt det, til jeg skrev det sidste ord. Sirene. For det har du været. Du har virkelig lokket mig på dybt vand med dine smil, øjne, berøringer og falske ord. Selv efter jeg indså din sirenenatur, har jeg været fristet og ladet mig lokke, for dit tag i min sjæl, i mit hjerte, er og vil altid være så stærkt, at kalder du på mig, vil jeg være nødt til at komme.

Jeg var ilde til mode. Vi havde skændtes, og nu var hun gået i seng. Jeg havde knappet en øl op og sat mig ned i kælderen. Med lyset slukket sad jeg i et totalt mørke. Jeg kunne alligevel ramme munden med flasken. Følelsen af den kolde væske, flydende det første stykke ned mod mavesækken. Jeg udstødte et vredt fnys. Harmen havde et sekunds tid overtaget kontrollen og fået min krop til at give et par aggressive ryk.

Det var ikke fair, jeg var blevet vred. I virkeligheden var jeg bare blevet ked af det, fordi hun havde været ked og grædt. Og overrasket, handlingslammet. Og så troede hun jeg var vred. Og så blev jeg vred, og vi skændtes om ingen ting. Fordi jeg ikke kunne sige, hvad jeg følte, og hun på mine vegne sagde, hvad hun troede, jeg tænke. Suk.

Men nu var jeg dér. I sortet. Vred, såret, uden viden om hvad jeg skulle gøre. Afreagerede på boksepuden. Slog næsten hænderne til blods på trods af handskerne.. Det hjalp. Jeg sank sammen i et blødt møbel og lukkede øjnene. Drømte mig væk. Var det til fortiden? Eller fremtiden? En utopisk fortælling om glæde og lykke.
Vi omfavnede hinanden i nyforelskelsens rus, omkredset af alle, stående i cirkler om os, klappende. Dine dybe øjne, bløde læber. Duften af dit hår, farven i dine kinder. Jeg tog en dyb indånding.

Harmen greb chancen. Kastede glansbillederne bort med endnu et arrigt fnys. De søde, rosenrøde drømme var væk, og jeg fyldtes af trangen til at gå i forfald. Ligegyldigheden. Bare lægge mig i den kolde efteråsnats silende regn. Ligge i de våde nedfaldne blade og gå til. Gå til, indtil nogen, du, kom og rejste mig. Måske bar mig ind, måske støttende mig, gnidende varme i min ryg. Tog sig af mig. “Svagt”, tænkte jeg, pludselig. Jeg indså det patetiske i det nødråb. Afskyede det næsten.

Jeg fyldte munden med resten af øllen. Det var lidt for meget, og smagen mod ganen blev ubehagelig. Jeg tvang den bitre slurk ned og rejste mig. Gik op til gæsteværelset. Listede ganske stille. Hadende hende, men elskende hende nok til at ønske hende den bedste søvn. Jeg mærkede efter. Nej, jeg hadede hende ikke mere. Nu var det kun mig selv. Jeg lagde mig. Med irritationen over mig selv i tankerne faldt jeg alligevel i søvn.

Jeg er træt af mit liv. Ja altså ikke livet som sådan, men måden jeg lever det på. Jeg tænker på at rejse væk og lade alt være tilbage. Men det tør jeg selvfølgelig ikke. Jeg bryder mig ikke om at være bundet af terminer, deadlines, arbejde, projekt, eksamen, forpligtelse. Jeg ville ønske jeg var fri til at gøre som jeg har lyst i ethvert sekund. Det er min drøm. Men kan man ikke kun være så fri, hvis man er helt sikker? Hvis har et økonomisk fundament at stå på, hvis man har et stærkt socialt netværk, man kan kaste sig rundt i?
Måske er det for nogle ikke nødvendigt med en sikker økonomi for at leve livet fra dag til dag, men jeg tror, det er for mig. Og så bider det sig selv lidt i halen.

Jeg har altid ment, jeg har gode venner. At jeg har et godt liv. Kan jeg være sikker? Er jeg sikker? Selvom mine ældste venner går 17-18 år tilbage, tilbage til vi var helt små, er vi egentlig ikke specielt “nære”. Vel laver vi mange ting sammen. Men vi snakker ikke så meget. Gør venner det? Gør de ikke?
Er det min fejl, jeg ikke har et nært forhold til mine venner? Ville jeg have det, hvis mine venner var nogle andre.?

Jeg er nok for usikker til at springe fra mit liv, der er trods alt en vis tryghed bundet ved det. Men hvor jeg dog ville ønske jeg kunne tage et hop og lande sikkert i en verden, hvor jeg turde handle præcis som jeg havde lyst, hvor jeg havde venner, der fik mig til at føle mig uundværlig.

Men jeg har eksamen på tirsdag og ingen venner eller kæreste til at støtte mig i læsningen, så nu vil jeg kæmpe videre alene, så må jeg arbejde videre på mine tanker og drømme om frihed en anden dag.

Det var morgen. De første solstråler havde allerede hævet temperaturen på hans værelse et par grader. Han sparkede dynen af sig. Han vendte sig. Han vendte sig igen. Klokken var kun halv ti, og han havde ferie – han måtte presse sig til et par timers søvn mere. Han stod op. Han hadede at ligge vågen i sengen og spekulere, og det var den retning, han var på vej i. Der var alt rigeligt, der gnavede i ham med det ene formål at holde ham fra søvnen.
Værelset flød med bøger, gamle breve og især regninger og mængder af tøj i lige så store mængder af forskellige tilstande af renhed. Der var en – for fremmede – uidentificerbar lugt på værelset. Han vidste dog den måtte stamme fra gammelt gennemsvedt tøj og de skåle, der indeholdt resterne af tidligere dages morgen- og natmad: Tykmælk. Skabet var praktisk taget tomt. Han fandt to matchene strømper og et par godt nedslidte shorts, der manglede en god bid syning i skridtet. Den tredje t-shirt, han fandt, lugtede mindre end han selv.

Tilfreds med sin påklædning drev han søvndrukken ud af værelset. Hun var væk, i skole, og ham skråt overfor var også væk, på arbejde. Drengen lige overfor sov og ville formentlig gøre det nogle timer endnu.
Han kiggede sløvt til venstre. Vand, sæbe, tandpasta, deodorant – badeværelset. Han opgav og bumlede i stedet ned ad trappen til højre med tunge skridt. Hans mål var køkkenet. Han havde ferie, men intet at lave. Han brugte mange meningsløse timer foran sin computer. Spil, der ingen steder førte. Chat med folk, han aldrig ville komme til at kende. Men morgenmaden var ikke meningsløs – den skulle han da have. Der var han som andre. Ikke som den håbløse taber han af og til følte sig som. Han var begyndt at holde Politiken. Tanken var vist, at han skulle læse sig til viden om emner, så han kunne snakke med ude i verden. Vel endnu et forsøg på at være normal, komme tættere på andre, blive en del af noget? Men det tænkte han ikke på, i stedet koncentrerede han sig om at fordele müslien jævnt på tykmælken, inden han igen slæbte sig op ad trappen mod sin computer.

Hvor han dog hadede sin computer. Ikke nok med den stjal hans liv og tid fra ham, den hånede ham også ved at lade ham sidde og vente under fem minutters opstart, inden den gjorde det. Han spiste sin morgenmad og satte skålen fra sig.
Han sad uden rigtigt at lave noget og nærmest bare stirrede ind i skærmen og håbede på, der ville dukke en fjern frelser op og forandre hans liv. Han havde en million småprojekter, han burde arbejde videre på, men han havde svært ved genoptage projekter, hvis han først havde holdt en lille pause fra dem. Han kunne godt lide at holde pauser fra sine projekter. Der dukkede sjældent en frelser op, det var ikke sket endnu.
Han kæmpede sig igang med en oversættelse. Det gik uhyre langsomt, for han var nødt til at tjekke hvert andet øjeblik, om der var nogen, der havde skrevet noget på chatten, som han bare måtte til at kommentere. Det var hverdag. Det var formiddag. Der var ingen, der skrev. Glædede han sig til hans uddannelse startede igen? Så ville han da komme lidt ud. Han glædede sig bestemt ikke til studiestart. Det ville betyder flere timer væk fra hende.
Han hadede at oversætte. Dels var teksten gennemskærende kedelig, dels var den så enkel, at det virkede omsonst at oversætte den. I øvrigt foregik arbejdet så mekanisk, at øjnene halvt gled i, mens han overvejde, hvorfor det var så svært at lave en god, automatisk oversætter. Han skubbede tanken væk. Alt for studierelevant, netop den slags problemer ville han komme til at beskæftige sig meget med i det kommende semester.

Uden have nået nær det han ville, besluttede han sig for en pause, da han hørte genboen. Om lidt ville genboen gå ned i køkkenet, lægge to boller i ovnen og sætte vand over til te. Mens han ventede på bollerne og vandet, ville han gå igang med Soduko’en på Politikens bagside.
Han gik ned i køkkenet og kom før genboen. Han lavede sig en meget hurtig frokost bestående af rugbrød med leverpostej og et glas mælk, satte sig ved bordet og begyndte at læse avisen. Så kom genboen ned. Stille iagtog han genboen ud af øjenkrogen. Hvordan han tog posen med boller ned, lagde to i den lille ovn og skruede uret hen på præcis ti minutter. Hvordan han tømte vandet ud af elkedlen, fyldte nyt i og satte den igang. Genboen kom hen til bordet og stjal sektionen med soduko’en.
Han hadede den måde, hvorpå genboen trommede med kuglepennen på bordet. Han havde engang prøvet at sige, det var en dårlig vane, men det var gået lidt over hovedet på genboen.

Efter sit morgenritual tog genboen ind til byen, han skulle vist arbejde et par timer. Igen var han alene. Han forsøgte at læse videre i avisen men kunne ikke klare at kæmpe sig igennem flere artikler om rømmelserne af israelske bosættelser og sjoskede derfor op ad trappen mod dommedagsapperatet.
Han havde heldigvis ikke slukket det, da han gik ned til sin frokost, så han slap for de fem minutters absolutte tidspilde opstarten forvoldte. Han loggede ind på de sites, han deltog i communitiet på. Det var marginalt, hvad der var sket i den time, han havde været væk. Han havde i den senere tid ofte haft lyst til at helt at droppe computeren. Men den var central i forbindelse med hans studie. Og så var den forbindelsen til nogle venner. De få venner, de mange timers chat og spil rent faktisk havde kastet af sig. Han følte det af og til som om, de i virkeligheden forstod ham bedre end hans venner fra virkeligheden. Han havde mødt dem nogle få gange – det havde været rigtig hyggeligt, selvom det selvfølgelig kun var drenge.

Dagen gik langsomt. Det var ikke ham, der stod for mad den dag, så der var absolut intet at give sig til. Efter rent faktisk at have fået oversat en smule af projektet fra tidligere, mente han nok, han havde nået nok til en pause. Han burde motionere. Han skævede over mod den dyre motionscykel og rejste sig. Han sparkede shortsne af sig og rodede efter sine cykelshorts. Han fandt dem kort efter og satte sig op på cyklen. Skulle han køre kort og intensivt eller hellere roligt og langt? Han trådte en omgang, men følte sig ikke så frisk i benene, som han havde håbet. Han opgav og slyngede sig langsomt af cyklen igen med et suk. Han dumpede ned i den lasede kontorstol foran skærmen igen. Der var lidt gang i chatten, og han overvejede at blande sig, men det var egentlig bare to idioter, der skændtes om hvem, der var ældst. Han slukkede skærmen, og lod computeren køre.
Han skiftede shorts igen og gik ned. Han satte sig foran tv’et og zappede alle kanalerne igennem. TV-stationerne havde den dag åbenbart enedes om at lave en kavalkade til ære for gamle amerikanske serier. Fem forskellige kaneler viste fem forskellige serier, alle sendt i hvert fald to gange før. Kun DR skildte sig ud med et sindsoprivende program om det barske liv en norsk haveejer lever. Hvilket i øvrigt, ifølge oversigten også var blevet sendt før. Han mente ellers at have læst noget med færre genudsendelser. Han endte med at falde i søvn til en DVD, han havde set et par gange før.

Da han vågnede var maden næsten klar. De var kun genboen og ham selv. Ham skråt overfor var taget ud til sin kæreste, og pigen, der boede i huset ville først komme sent hjem hvis overhovedet, sagde genboen.
De spiste hurtigt, mens han høfligt lyttede til genboens lidelseshistorier fra dagen. Hvor hårdt hans arbjede var, hvor dyre hans skolebøger var, hvor dumme hans kolleger var. Han var overbevist om genboen måtte være den kedelige. Det var lidt for meget af det gode at høre på, hvor hårdt livet var for genboen.

Efter middagen og det trælse arbejde med opvasken, trak han sig hurtigt op på sit værelse. Først der gik det rigtigt op for ham, hvad det var genboen havde sagt.
Hun var ude. Pigen, der boede på naboværelset, som han var forelsket i. De havde boet sammen længe, inden han havde fået øjnene op for hende. Det var kommet meget pludseligt, og han havde egentlig ikke opdaget det før nogle dage efter. De første dages forelskelse, inden bevidstheden om det, havde været paradisiske. At vide hun eksisterede. Blot en enkelt tanke om hende, berusede ham af lykke og malede hele verden lys.
Siden kom bekymringerne og usikkerheden. Nu sad han ved sin computer i det efterhånden dunkle værelse oplyst af en enkelt svag sparepære og skærmens blålige flimrende lys. Hun var ude. Hvor var hun? Hvem fulgtes hun med? Var hun sammen med en? Han vidste intet. Han var ude af stand til at lave noget konstruktivt. Han tjekkede igen og igen de samme tre websider. Intet nyt. Chatten? Intet liv. Aftenen havde sneglet sig af sted, og på trods af eftermiddagsluren kom trætheden snigende sig ind over ham. Klokken var blevet halv to, og han havde intet fortaget sig siden han forlod middagsbordet ved otte-tiden.
Han burde enten tage sig sammen og lave noget eller bare gå i seng. Han ville se hende, bare et kort glimt, når hun kom hjem. Han skrev et kort svar til en egentlig intetsigende kommentar i et forum. Efter at have brugt fem minutter på det trykkede han på browserens tilbageknap uden at sende sit svar. Med et par pludselige klik og et hårdt og bestemt tryk på skærmens slukknap lukkede han computeren ned.
Han kastede sig over på sengen. Han orkede ikke tandbørstningen. Han tog et par høretelefoner på, og til underlige toner fra et norsk alternativ-band gled han over i melankolske minder.
Han havde for et par måneder siden skrevet en kærlighedserklæring til hende. Et eventyr, hvor han selv var hovedpersonen, og hun havde været prinsessen. Hun havde læst eventyret, den aften han havde lagt det under hendes pude, og så var hun kommet ind og havde sat sig på hans sengekant. I eventyret fik hovedpersonen prinsessen. Men selvom hun havde været sød, havde hun virket som om, hun var bedre end ham. Forsvarsløs lå han i sin seng efter at have blottet sine følelser overfor en pige, mens hun sad knejsende over ham og på en høflig, men alligevel lidt for uberørt og måske en anelse for medlidende, måde afviste ham, fordi hun ikke lige havde den gnist for ham, der skulle til. Han havde senere efterrationaliseret sig frem til, at det selvfølgelig var fair nok. Han kunne jo ikke kræve, at hun elskede ham, bare fordi han elskede hende. Men det gjorde han dengang, og det gjorde han stadig.

Langsomt blev tankerne mindre bevidste, og han gled ind i sin underbevidstheds vold, mens den norske sanger stadig krængede de forviklede lyrikker om en mafiafamilie ud i høretelefonerne.
Hvor længe der gik, vidste han ikke, men musikken var i hvert fald stoppet. Med et sæt løftede han sig op på sine albuer. I samme bevægelse krængede han de tavse høretlefoner af. Hvad var det, der havde vækket ham? Sekunder efter hørte han hoveddøren bliver lukket. Hun var hjemme! Hans hjerte hamrede. Dels af håb, dels af frygt, dels af fortvivlelse. Han lyttede. Nej, hun måtte være alene. Han drog et lettelsens suk. Det var ikke fordi, han ikke ønskede hende det bedste. Han var bare overbevist om, han måtte være det bedste for hende.

Et stærkt ønske brændte i ham: At hun skulle åbne døren ind til ham og fortælle, at hun nu gengældte hans følelser. Hun begyndte at gå op ad trappen. Han lyttede stadig anspændt, fastlåst i samme stilling, mens hans mave knugede sig sammen.

Hun gik forbi hans dør og ind på sit eget værelse.

Han stod op og gik ned i køkkenet. Hun ville formentlig gå på toilettet, og så ville han kunne være heldig at kaste et blik på hende. Da han var kommet ned, hørte han, hun låste døren til badeværelset. Han trak den længe, men uden at spise eller drikke noget gik han endelig igen op mod sit værelse. Han gik meget langsomt op ad trappen, mens han på de sidste trin så næsten bedende på døren, men hun kom ikke ud. Første da han havde lagt sig, gik hun tilbage til sit værelse.
Han tog en dyb indånding og udskiftede nordmændene med noget hård rock. Han skruede højt op. Knugende sin pude ind til sig og med benene trukket næsten op til hagen faldt han i en dyb søvn.

Jeg skriver om hende på hendes papir, mens jeg hører hendes stemme og min længsel efter hende knuger mit hjerte og min mave. Længsel, er den stærkere eller smukkere fordi den er efter noget uopnåeligt? Hvad mon stemmen inde ved siden af siger?
Snakker den nogensinde om mig? Betyder jeg noget for hende, eller er jeg bare en losseplads, hvor tomme tanker kan fortælles af folk, der kan lide at høre deres egne stemmer? Når hun er sød er det så af medlidenhed, som tak – eller fordi jeg betyder noget? Blot det mindste?

Er det nok at betyde bare lidt? Hvad hvis jeg ikke betyder mere end lidt hos nogen som helst? Er det min egen skyld? Kan jeg leve med det? Kan jeg gøre noget ved det? Er det verden, der er ond? Havde jeg dog bare en at synes det med. En for hvem jeg virkelig betød noget.

Jeg har prøvet at elske. Jeg elsker. Men ikke at være elsket. Er det ene mon vigtigere end det andet? Hvad kan man bedst leve uden? Er man ond, hvis man er elsket, men ikke elsker? Er man dum, hvis man bliver ved at elske, uden at være elsket? Kan man elske evigt?
Jeg elsker hende, hun elsker ikke mig. Er jeg dum? Er hun ond? Vil jeg elske hende for evigt – eller hvor længe? Er det bedst at elske hende i de små drag, jeg kan, og gøre resten af verden grå, eller at hade hende og se verden klart? Kan jeg hade hende? Er verden grå?

Dette er ord på blokken, hun gav mig. Hun bor på den anden side af væggen. Vi taler sammen næsten hver dag. Vi er sammen flere timer på en uge. Mon ikke jeg betyder bare lidt?